Nye regler hvis du er undtaget for test og coronapas
28. juni 2021

Nye regler hvis du er undtaget for test og coronapas

Den 1. juli træder nye regler i kraft, så man fremover skal kunne fremvise dokumentation for, at man af sundhedsfaglige årsager er undtaget for covid-19 test og krav om coronapas.

Personer, der af medicinske årsager eller som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19 test, er undtaget for krav om test og coronapas.

Men fra den 1. juli bliver det et krav, at disse borgere kan vise dokumentation for deres undtagelse.

Dokumentationen udstedes af de kommunale borgerservicecentre, og borgere, der er undtaget for test, kan fra den 25. juni henvende sig til borgerservice for at få dokumentationen udleveret.

Kravet om dokumentation indføres for at skabe størst mulig klarhed om borgernes og kontrollanternes pligter i forbindelse med coronapasset og for at begrænse mulighederne for misbrug af undtagelsesreglerne.

Mistænkeliggjort

Hidtil har en undtagelse beroet på troværdigheden af borgerens udsagn, men det har dog vist sig at være uhensigtsmæssigt både for borgeren, der kan opleve at blive mistænkeliggjort, og for kontrollanterne, som i visse situationer har haft svært ved at vurdere, om kundens udsagn er korrekt.

Dokumentationen vil blive udleveret af kommunernes borgerservicecentre på baggrund af en tro- og loveerklæring, hvor borgeren skriver under på at have en gyldig sundhedsfaglig grund til undtagelse.

Du kan læse mere om, hvilke sygdomme og tilstande, der anses som gyldige årsager til undtagelse for COVID-19 test (både PCR og hurtigtest) og dermed også for kravet om coronapas hos: Sundhedsministeriet

Hvis du er i tvivl, om du har en af de gyldige årsager til undtagelse, kan du kontakte egen læge med henblik på en lægefaglig vurdering af din tilstand, som eventuelt kan berettige til undtagelse.

Sådan får du udstedt dokumentation

Skal du have udstedt en undtagelse, skal du:

- Henvende dig fysisk hos din lokale Borgerservice. Nogle steder er der krav om tidsbestilling. Undersøg dette inden, du tager afsted.

- Husk at medbringe pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort. Du skal ikke medbringe sundhedsfaglig dokumentation for din sygdom eller tilstand.

- I borgerservicecentret skal du underskrive en tro- og loveerklæring om, at du er berettiget til undtagelse for test og coronapas. Det vil være strafbart, hvis du angiver, at du er undtaget, uden at dette er tilfældet. Hvis du ikke selv er i stand til at underskrive, kan din værge underskrive på vegne af dig. Hvis du er under 18 år, kan forældremyndighedsindehavere underskrive.

- Borgerservice udsteder dokumentationen for undtagelse til dig.

- Du kan nu fremvise din gyldige dokumentation for undtagelse, hvor der er krav om test eller coronapas. Dokumentationen skal altid fremvises sammen med pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort. Dokumentationen er gyldig i tre måneder fra udstedelsesdatoen.

Sidst opdateret:
Gå til top Top