Ekstra penge: Overvågningsordning
11. august 2022

Ekstra penge: Overvågningsordning

Ordet ’overvågning’ klinger normalt negativt for de fleste. I denne ordning skal det dog forstås positivt. Ordningen sikrer, at voksne børn med svært handicap kan få permanent hjælp i hjemmet. Sikkerhed er nøgleordet. 

Da Folketinget for snart 3 år siden vedtog nye regler om overvågning i eget hjem, efter servicelovens § 95, stk. 3, skete det efter lange og højlydte diskussioner om økonomien i den ordning der blev indført.

Hvad handler ordningen om?

Ordningen indebærer, at voksne børn med behov for døgnovervågning og svært handicap, der ønsker at blive boende hjemme hos forældrene efter det fyldte 18 år, får mulighed for at få bevilget hjælp i hjemmet til overvågning i nattetimerne. Ordningen gælder fra 18-23 år med dispensationsmulighed for forlængelse frem til 25 år.

Udfordringerne førhen og 20 mio. kr. til overs

I CP Danmark var - og er vi fortsat - meget kede af, at ordningen blev så snæver som den blev – og vores påstand var, at den ordning man besluttede, var alt for snæver i forhold til de 60 mio. kr., der var afsat til kommunerne på finansloven. Efter vores opfattelse var der penge til en bedre og bredere ordning.

Derfor blev det også aftalt, at ordningen skulle følges og evalueres efter to år, så vi kunne få svar på, om de 60 mio. til ordningen var det rigtige beløb. Nu er økonomien i ordningen evalueret og det viser sig, at ordning kun koster 40 mio. Der er med andre ord afsat ca. 20 mio. mere om året, end den nuværende ordning koster:

Læs hvad vi tidligere har skrevet om ordningen

Overskydende penge: tre anbefalinger fra CP Danmark

Det betyder, at der er råd til mere og rum til at forbedre ordningen for dig eller din pårørende. Det mødes partierne bag aftalen om, i løbet af efteråret. Med udgangspunkt i tilbagemeldinger fra de medlemmer, der er i målgruppe for ordningen er vores anbefalinger:

  • Der skal åbnes mulighed for, at der også kan bevilges overvågningstimer om dagen
  • Aldersgrænsen skal udvides, så flere kan få/forblive i ordningen
  • Og det bør undersøges om det er muligt at udstrække ordningen til også at omfatte de få, men kritiske situationer, hvor ældre kan have behov for ordningen

Læs hele artiklen om ordningen hos Altinget.dk (kræver abonnement)

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top