Evighedspatienten

At gå til fysioterapi er langt fra nogen dans på roser. Men jeg vender altid tilbage.

AF LOUISE JOENSEN

Så er jeg her igen. De automatiske døre registrerer som altid, at jeg nærmer mig – og går op med en susen. Det lyder næsten som om stedet hvisker ”velkommen til.”

Turen ser altid ens ud. Jeg har kørt denne rute så mange gange, at min kørestol med største lethed kunne overtage kørslen. Først forbi receptionen, hvor min ankomst bliver registreret. Efter at have hilst på et par kendte ansigter kører jeg videre ind på behandlingsgangen til et lille venteværelse.

Hvis behandlingsrummet er ledigt, kan jeg godt finde på at smutte ind, før fysioterapeuten kommer. Jeg forsøger med varierende held at parkere kørestolen parallelt med briksen, så den ikke står for meget i vejen. Dernæst stiger jeg til vejrs ved at hejse min kørestol så højt op, den kan. Nu er det bare at vente.

 

Det kan godt tage lidt tid. De kære fys’er hører til den gruppe af menneskeheden, der tit har for få timer i døgnet. For at få ventetiden til at gå på en sjov måde, har jeg fundet en lille leg, hvor jeg lytter efter de rigtige skridt ude på den travle gang. Efter et stykke tid genkender jeg dem, og en velkendt skikkelse kommer til syne i døren. 

 

Koala-knuset

De første par minutter går med, at fysioterapeuten og jeg stiller os ind på hinanden. Hvordan er livet gået, siden vi sidst sås? Er der bestemte områder i behandlingen, vi skal have særligt fokus på?

 

Herefter kommer behandlingens første udfordring: At få mig flyttet over på briksen. Jeg har endnu ikke regnet ud, hvordan vi bedst udfører dette kunststykke. Mine fodstøtter skubbes til side for at sikre, at både fysioterapeuten og jeg har vores ben i behold efter forflytningen. Fys’en agerer nu en omvandrende lift. Udefra ligner den her forflytning nok mest et koala-knus. Med rutinerede og forsigtige bevægelser lykkes det som sædvanligt at få mig sikkert placeret på kanten af briksen.

 

Selve løftet er en af flere grunde til, at jeg foretrækker at være alene med min fys under behandlingen. Jeg er ret sikker på, at det stunt ser temmeligt faretruende ud, hvis man står ved siden af og ser det. Jeg har altid følt mig tryg ved forflytninger i forhold til min sikkerhed. Min bekymring går mere på, at fys’en nødigt skal få sig en arbejdsskade.

 

Louise Jensen går for tiden til fysioterapi 1-2 gange om ugen i 25-30 minutter

 

Som en egenrådig teenager

Den sværeste del af forflytningen er overstået, og fys’en hjælper mig ned at ligge på ryggen. Nu kan den egentlige behandling begynde.

 

Hovedformålet med min behandling er at vedligeholde bevægeligheden i mine muskler og led, og størstedelen af behandlingen består af forskellige former for udspændinger. 

 

Det første, som får fys’ens opmærksomhed, er mine fingre og håndled. Min vigtigste opgave er at være så afslappet som muligt. Umiddelbart lyder det jo nemt for de fleste mennesker, men mange mennesker med cerebral parese (CP) vil vide, at det kan være en stor udfordring. Spasticiteten i min krop har nemlig sin egen personlighed. Den kan godt minde om en mellemting mellem et barn i trodsalderen og en egenrådig teenager, som har mere end almindeligt svært ved at gøre, hvad der bliver sagt.

 

Alt foregår med meget langsomme bevægelser. Det minder om sanglegen “Bjørnen sover” – vi må passe på ikke at vække spasticiteten – shhh, helt stille. Det føles tit som at gå to skridt frem og et tilbage.

 

En indædt kamp

Fys’en skifter nu fokus fra min overkrop til min underkrop. Det er den her del af behandlingen, jeg aldrig glæder mig til.

 

En udspænding af for eksempel knæ eller hofter kan virkelig trække tænder ud. Min spasticitet har åbenbart besluttet sig for at sætte sig særligt hårdt i min underkrop. I den her del af behandlingen udkæmper min fornuft og min spasticitet en indædt kamp mod hinanden. For selvom jeg sagtens kan se det fornuftige i at vedligeholde min mobilitet gennem eksempelvis fysioterapi, så er min krop langtfra altid enig i det ræsonnement, når den mærker smerten ved udstrækningerne.

 

En god fys forsøger altid at opmuntre sine patienter. Hvis en øvelse er særligt hård, så kommer der tit anerkendende ord med meget lange vokaler; Gooodt.

 

Vender altid tilbage

Vi er nu nået til behandlingens afslutning. Den sidste øvelse er en spejling af den første: Efter endnu et stort koala-knus og en elegant piruette lander jeg igen i min kørestol. 

 

Vi afslutter behandlingen med et “vi ses næste gang”. Jeg ser allerede frem til næste tur på briksen. For som den evighedspatient jeg er, så vender jeg altid tilbage – på trods af den tid, det besvær og de smerter, der følger med. For efter behandlingen er mine muskler og sener mere bløde og afspændte, og derfor er behandlingen en uundværlig del af min hverdag.

 

Fakta

Om fysioterapi

37 procent af personer med CP i alderen 20-61 år modtager fysioterapi ifølge seneste opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2017.

 

Fysioterapi til voksne er oftest vederlagsfri fysioterapi, hvor man bliver henvist af en læge, og behandlingen bliver leveret af privat-praktiserende fysioterapeuter.

 

Udfordringer for nyhenviste

De seneste mange år har mange oplevet, at de hen mod årets afslutning enten fik deres fysioterapi sat på pause eller blev flyttet fra individuel behandling til behandling i grupper, fordi pengene var brugt. Ved årsskiftet til 2024 trådte en ny overenskomst i kraft mellem KL og Danske Fysioterapeuter, som betyder, at klinikkerne ikke længere må sætte behandlingen på pause hen mod åres slutning. I stedet skal de løbende sætte nye klienter på venteliste, så der kun kommer nye brugere til, når der bliver en ledig plads.

 

Det kan til gengæld give problemer for nyhenviste, der kan komme til at stå længe på venteliste. Danske Handicaporganisationer, som CP Danmark er medlem af, kæmper sammen med Danske Patienter og Ældresagen politisk for, at der findes en holdbar løsning.

Sidst opdateret:
Gå til top Top