Astrid Krag kaldt i samråd efter kritisk rapport
08. april 2022

Astrid Krag kaldt i samråd efter kritisk rapport

I en rapport fra marts rettede Rigsrevisionen og Statsrevisorerne en usædvanlig hård kritik af kommunernes forvaltning af handicapområdet.

I rapporten kritiseres socialstyrelsen for ikke at have løftet deres tilsynsopgaver tilfredsstillende og socialministeriet har siddet på hænderne, selv om Ankestyrelsen år efter år, har rapporteret svimlende omgørelsesprocenter i handicapsager.

Det er noget vi i CP Danmark længe har påpeget, og som har givet mange af foreningens medlemmer store afsavn og urimelige udfordringer i dagligdagen.

Ingen kan, efter at have læst statsrevisorernes kritik af forvaltningen på handicapområdet, være i tvivl om behovet for en stor og omfattende reform af handicapområdet.

- Den reform må social- og ældreminister Astrid Krag levere nu, som opfølgning på både rigsrevisionens kritik og det omfattende arbejde med evalueringen af handicapområdet, understreger CP Danmarks direktør, Mogens Wiederholt.

Han forventer derfor, at ministeren vil fortælle, hvordan hun har tænkt sig at rette op på de stærkt kritisable forhold, når hun den 5. maj er indkaldt til åbent samråd på Christiansborg af Folketingets Social- og Ældreudvalg.

Foto: Claus Bech

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top