Min livsglæde er blevet langt større

Theis Rasmussen regnede med, at hans liv med cerebral parese fysisk ville gå ned ad bakke. Men en livsstilsændring med træning og den rette kost har ændret alt for den 33-årige silkeborgenser.

Theis Rasmussen og Nathalie Mawussi Michelle Jensen.Af Benjamin Steengaard Rasmussen

Theis Rasmussen har altid være udfordret af sin fysik. Han blev født tre måneder for tidligt og fik cerebral parese i en grad, der lige siden har påvirket hele kroppen, men særligt benene. Knæene bøjer indad, han falder nemt, når han går, og hans finmotorik er ikke i top.

Den 33-årige silkeborgenser, der arbejder i Jyske Banks hotline, har altid regnet med, at de fysiske udfordringer stille og roligt ville blive forværret resten af livet. Men efter han rundede de 30 år, blev det for meget.

- Pludselig var hverdagsting blevet meget sværere at gøre. Det var svært at gå, svært at stå op og jeg fik mere ondt i knæene, forklarer Theis, der begyndte at sige nej til at mødes med andre, for eksempel steder med mange mennesker, fordi han var presset på fysikken.

- Jeg besluttede, at jeg ville gøre noget ved det, for jeg synes, det var for tidligt at falde sammen. Jeg har altid fået fysioterapi, men det var åbenbart ikke nok for mig, siger Theis, der som noget af det første kiggede på sig selv i spejlet og synes, han var blevet lidt mere rund i det.

Derfor ville han smide nogle kilo, men han vidste ikke hvordan og var dermed afklaret med, at han skulle have hjælp til det. Og hjælpen kom i form af Nathalie Mawussi Michelle Jensen, der er bodyfitness-atlet. Theis havde fulgt hende på Instagram, og da han kontaktede hende, blev det starten på et rigtig godt samarbejde. Nathalie var frisk på opgaven med at få gjort ham fit og havde ingen problemer med hans handicap.

Farvel til 17 kilo

Første del af at skabe en mere fit og frisk udgave af Theis var med fokus på vægttab. Nathalie lavede en kostplan og et træningsprogram, som han gik i gang med.

De mange timers træning og den nye kost viste sig at være et effektivt våben mod de overflødige kilo, og på et halvt år tabte Theis sig 17 kilo. Fokus på vægttab skiftede nu til fokus på muskelopbygning, som stadig er målet i dag.

- Jeg er i træningscenteret fire gange om ugen. De to gange er med opvarmning, styrketræning og cardio, og de to andre gange laver jeg kun cardio, forklarer Theis, der har et træningsprogram til forsiden af kroppen og et til bagsiden med forskellige øvelser.

- Jeg har nu prøvet at have ondt i mit baglår, det er aldrig sket tidligere og er et tegn på, at jeg nu bruger min krop anderledes.

Nogle af øvelserne kan være udfordrende, men der er Nathalie rigtig god til at forklare, hvordan de skal udføres. Hun finder øvelser, som passer til de udfordringer, han har.

- Træningerne er hårde, men virkelig gode og giver sved på panden. Det kræver vilje, men så kommer resultaterne også, siger Theis.

Havregrød og æggehvider

Kosten er lige så vigtig som træningen, og nu spiser Theis fem gange om dagen, hvor han før spiste tre gange som de fleste andre.

- Kosten er en kæmpe ændring for mig, og selvom jeg har tabt mig meget, så spiser jeg også meget. Så det har været en øjenåbner, hvordan kroppen reagerer på kosten, forklarer Theis.

Og menuen kan for eksempel være havregrød, bær og æggehvider til morgenmad og broccoli, kylling og ris til aftensmad.

- Kostplanen, træningen og den struktur det giver, kan jeg rigtig godt lide. Det passer godt til mig som person. Selvfølgelig skulle jeg lige vænne mig til at veje min mad, men det skete hurtigt. Jeg skulle også lige vænne mig til at have mad med, når jeg besøger venner osv. Men nu er det helt naturligt for mig, siger Theis.

Det hele føles bare bedre De fysiske forandringer har været store og overraskende.

- Det er simpelthen en gave det her. Det er blevet nemmere for mig at gå, stå og løbe. Hvis jeg falder, kommer jeg nu hurtigere op igen, og jeg løber ikke så tungt som tidligere. Jeg kan også gå længere end før. Det hele føles bare bedre nu og er gået den helt modsatte vej af, hvad jeg havde regnet med, siger Theis, der også mærker forbedringerne på et andet plan.

- Jeg kan mærke indeni, at jeg har det bedre. Det giver en stor gejst, at det går fremad, og min livsglæde er blevet langt større, konstaterer Theis, der ikke har nogen slutdato på projektet.

- Mine forventninger nu er at holde niveauet og måske forbedre lidt. Jeg vil gerne have et langt liv med de personer, jeg har omkring mig. Jeg synes tidligere, jeg måske var lidt på vej til at blive en sur gammel mand, men det ligger meget langt væk nu, siger Theis og tilføjer:

- Det her er noget, jeg bliver ved med, fordi det gør mig til en bedre version af mig selv. En version jeg aldrig troede, jeg skulle møde. Men han er her nu, og ham holder jeg fast i.

Sidst opdateret:
Gå til top Top