Sundhedsstyrelsens anbefalinger gælder stadig
01. februar 2022

Sundhedsstyrelsens anbefalinger gælder stadig

Selvom alle corona-restriktioner er væk, er det stadig vigtigt at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer og gode råd. Det er særlig vigtigt for personer i øget risiko.

Coronasmitten er stadig meget høj, selvom samfundet er åbnet op, og derfor er det en god idé, at man passer ekstra på og fortsat husker de 6 gode råd fra Sundhedsstyrelsen (se dem nederst i nyheden).

Personer i øget risiko skal være ekstra opmærksomme på de 6 gode råd til at forebygge smitte. Det gælder også, selvom man er vaccineret med både 2., 3. og eventuelt 4. stik.

Man kan godt blive smittet med corona, selvom man er vaccineret. Vaccinerne beskytter mod alvorlig sygdom, men de beskytter ikke 100 procent.

Personer i øget risiko skal holde afstand til folk, som de ikke kender, og generelt undgå steder, hvor der er mylder og trængsel, lyder opfordringen fra Sundhedsstyrelsen.

Mulighed for særlige tiltag på det sociale område

Selvom kravet om coronapas og mundbind bortfalder for besøgende og ansatte på sociale tilbud og plejehjem er der stadig behov for at kunne beskytte særligt sårbare og ældre. Derfor opfordres der fortsat til at opretholde særlige tiltag på plejehjem og botilbud.

Det vil fortsat være muligt at stille krav om at personale på botilbud og på plejehjem bærer mundbind eller visir og at opfordre besøgende til det samme.

Testindsatsen påvirkes ikke af ophør af restriktioner, og ansatte vil fortsat kunne foretage antigentest inden de møder på arbejde, ligesom besøgende fortsat opfordres til test inden besøg og kan få udleveret test.

--------------------------------

Sundhedsstyrelsens 6 generelle råd

- Bliv vaccineret
- Bliv hjemme og bliv testet, hvis du får symptomer
- Hold afstand
- Luft ud og skab gennemtræk
- Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
- Gør rent, særligt overflader som mange rører ved

Sidst opdateret:
Gå til top Top