Få en inspirerende og aktiv dag i Rold Skov
07. april 2022

Få en inspirerende og aktiv dag i Rold Skov

Kom med til en hyggelig og aktiv dag i Rold Skov, hvor du uanset funktionsniveau har mulighed for at få en god naturoplevelse.

Sådan lyder opfordringen fra firmaet Wolturnus, der i anledning af sit 20 års jubilæum, arrangerer en rigtig naturdag med et inspirerende program, som mange af CP Danmarks medlemmer vil have glæde af.

Det finder sted lørdag den 7. maj i tidsrummet kl. 10-16, hvor man kan deltage på guidede cykel- eller gåture i den smukke natur.

Det er også muligt at prøve en elektrisk hjælpemotor på en testbane eller få skruet lidt på sin cykel eller kørestol. Dagen igennem er der guider, teknikere og hjælpere til stede, der hjælper med at vise nye produkter og gerne støtter, hvis der er behov for det.

Wolturnus er vært ved morgenkaffe, kage og frokost fra cafeen Bagtanker, der ligesom dagens vært tænker i bæredygtige baner. Det hele er gratis, men det kræver en tilmelding senest den 1. maj på hjemmesiden www.wolturnus.dk

Kort om arrangementet:

Det foregår primært udendørs foran Skørping Idrætscenter, Himmerlandsvej 59, 9530 Skørping - samt i det omkringliggende skovområde. Skulle det mod forventning regne på dagen, flyttes en del af arrangementet indendørs i sportshallen.

Cykel- og gåruter er afmærket, og der er taget hensyn til personer med nedsat funktionsniveau. Der deltager guider og hjælpere på alle ture.

Arrangementet starter kl. 10, men det er muligt at komme senere på dagen og deltage i det ønskede tidsrum.

 

"En aktiv dag med gode naturoplevelser
og lidt til smagsløgene"

 

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top