CP Norden

CP Norden

CP Norden er et netværkssamarbejde mellem CP-foreningerne i Danmark, Island, Norge, Sverige og Færøerne. Formålet er at formidle erfaringer på CP-området, udbrede viden og i fællesskab udvikle nye sundhedsfaglige, sociale og informationsmæssige aktiviteter til gavn for mennesker med CP - såvel voksne som børn - og deres familier.

Det meste af kontakten foregår via nettet, men der planlægges fast et årligt fælles nordisk møde, som afholdes på skift i de respektive deltagerlande. Til at forberede mødets indhold er der nedsat en arbejdsgruppe, bestående af en repræsentant fra hvert deltagerland. Arbejdsgruppen består pt. af:

Danmark: Frands Havaleschka, kommunikationschef
Island: Björn Valdimarsson, styrelsesmedlem
Norge: Eva Buschmann, generalsekretær
Sverige: Anne-Lie Jordansson, konsulent i RBU
Færøerne: Christina Johannessen, formand

Økonomi

Der er ingen fælles økonomi i CP Norden. Deltagerlandenes CP-organisationer betaler selv for deres deltagelse i aktiviteterne, og administrationen af netværksgruppen går på skift. Efter ansøgning har Nordens Velfärdscenter ved flere lejligheder støttet samarbejdet.

Spastikerforeningen var sidst vært for et nordisk møde i København i april 2013, hvor kognition og hjælpemidler var det overordnede tema. I 2014 var der nordisk møde i Stockholm, hvor der var fokus på ungdomsarbejdet, og i 2015 var den færøske CP-forening vært. I 2016 var der møde i Oslo med temaet: Usynlig cerebral parese – når funktionsnedsættelsen er lidt synlig eller bare mærkes af og til…

Fokus på det kognitive område

Siden det nordiske samarbejde blev genoplivet i 2010 har specielt vidensdeling på det kognitive område haft stor opmærksomhed. Med udgangspunkt i opfølgningsprogrammet CPOP, arbejdes der således ihærdigt på at få implementeret neuropsykologiske udredninger i den samlede sundhedsfaglige indsats på lige fod med lægefaglige undersøgelser, fysioterapi og ergoterapi.

Samarbejdet med at beskrive og udforme den neuropsykologiske udredning, og den store betydning, har primært været foretaget af svenske, norske og danske psykologer og neuropsykologer. Arbejdet har høstet stor anerkendelse, og det er håbet, at det kognitive element kommer til at indgå i det samlede CPOP-program i løbet af en kort årrække.

Sidst opdateret:
Gå til top Top