Frederik og Emma debuterede ved DM i paracykling
22. juni 2021

Frederik og Emma debuterede ved DM i paracykling

Stemningen var ligeså høj som temperaturen, da DM i paracykling i weekenden blev afholdt med 38 deltagere.

Emma LundEn smuk cykelrute i Give var rammen, da Dansk Cykel Union i weekenden holdt Danmarksmesterskabet i landsvejscykling. En del af det store arrangement var Parasport Danmarks afvikling af mesterskabet i paracykling.

Her debuterede to af CP Danmarks medlemmer, Frederik Jessen og Emma Lund, der begge fik nogle forrygende oplevelser på deres cykler. Begge er tilknyttet den nye satsning i Roskilde Cykle Ring, og begge gjorde det rigtig godt, selv om det var første gang, de deltog i et cykelstævne.

Emma Lund endda så fremragende, at hun vandt DM-guld i dameklassen T2. Og det på trods af kun ganske kort tids træning. Men at hun er i besiddelse af et stort talent, beviste hun i såvel enkeltstart som i linjeløbet, der begge talte med i det samlede resultat. Her var tiderne så gode, at hun stod med guldmedaljen om halsen, da præmierne blev uddelt.

Frederiks udfordringer

Også for Frederik var det hans første løb - og så oven i købet et DM! Det blev et løb med store udfordringer. I enkeltstarten på 8,4 kilometer, hvor deltagerne skulle køre en lille rute fire gange, stødte han på den første udfordring.

Som ’nybegyndere’ glemte både Frederik og hans mor, Karina, som samtidig fik sin debut som holdleder, at tælle omgange. Det betød, at Frederik fik kørt fem omgange i stedet for fire. Det havde dog heldigvis ingen betydning for resultatet, men det gav lidt flere kilometer og mere mælkesyre i benene, og det kunne mærkes ved eftermiddagens linjeløb, hvor feltet kørte samlet.

Frederik JessenFlere klasser var slået sammen, så konkurrencen var hård, og da Frederik i starten af løbet ramte en kantsten og fik et hold i ryggen, så det lidt sort ud. Men han kørte et flot løb og gennemførte i super fin stil, selv om det ikke blev til en topplacering.

- Det var i øvrigt et super flot arrangement med 38 seje paraatleter, der gav den max gas, fortæller Karina, der samtidig kan berette om høj stemning, strålende sol og en god tur hjem, hvor Frederik allerede havde høje forventninger til de kommende løb i både ind- og udland.

Sidst opdateret:
Gå til top Top