Diagnosen

Diagnosen

Sundhedsplejerske, daginstitutionspersonale eller praktiserende læge får mistanke om cerebral parese, når barnet ikke udvikler sig, som det skal. Symptomerne kan være svære at vurdere - barnet trives ikke, er sen til at kravle, sidde og gå; eller måske har det svært ved at spise. Barnet kan også være for slapt eller for spændt i kroppen.

Undersøgelse hos en børnelæge

Den praktiserende læge vil herefter henvise barnet til undersøgelse hos en børnelæge. Børnelægen kigger især efter, om barnets muskulatur er meget spændt eller slap, om barnets reflekser er normale og om der er tegn på forstyrret udvikling.

Diagnosen stilles ud fra barnets symptomer, børnelægens undersøgelse, en MR-scanning af barnets hjerne og måske andre specialundersøgelser.

MR-scanning

Ved en MR-scanning kan man afsløre blødninger eller misdannelser i hjernen, men skaderne kan også være så små, at de ikke kan ses på billederne. MR står for Magnetisk Resonans. Undersøgelsen benytter radiobølger og magnetisme til at danne billeder af kroppens indre. Man skal ligge stille til undersøgelsen, men den gør ikke ondt.

Børn med cerebral parese

Når et barn får stillet diagnosen cerebral parese, er næste skridt en grundig information til forældrene om, hvad diagnosen indebærer. Børnelægen lægger sammen med forældrene en plan for opfølgning, støtte og hjælp til træning af barnet.

Opfølgningsprogrammet CPOP

I Danmark har man opbygget det landsdækkende opfølgningsprogram CPOP, som systematisk og regelmæssigt følger den motoriske og sproglige udvikling hos børn og unge med CP. Det sker frem til det 15. år i et tæt samarbejde mellem forældre og fagfolk på hospital og i kommunen.

Formålet med CPOP er at følge barnets udvikling så tæt, at man kan gribe ind med træning og behandling inden, der opstår alvorlige fejlstillinger og problemer med led, knogler og bevægelighed.

Du kan læse mere om opfølgningsprogrammet på www.cpop.dk og www.cpguiden.dk

Voksne med cerebral parese

Der eksisterer ikke et tilsvarende opfølgningsprogram som CPOP for unge over 15 år og voksne med cerebral parese. Her vil den praktiserende læge eller neurolog være tovholder, når der opstår vanskeligheder, som kræver behandling, træning eller hjælpemidler.

Sidst opdateret:
Gå til top Top