Ny bekendtgørelse: Borgere med handicap kan få ændret deres hjælp
19. marts 2020

Ny bekendtgørelse: Borgere med handicap kan få ændret deres hjælp

På grund af situationen med coronavirus har Socialministeriet udsendt en ny, vigtig bekendtgørelse, der giver mulighed for at ændre i hjælpen til borgere med handicap.

Med den nye bekendtgørelse får kommunerne – på grund af situationen med coronavirus - mulighed for midlertidigt at fratage eller reducere i den hjælp, borgere med handicap får efter serviceloven.

Bekendtgørelsen giver også kommunerne mulighed for at udskyde behandlingen af visse nye ansøgninger m.v.

Begrundelsen for bekendtgørelsen er at give kommunerne mulighed for at prioritere mellem de opgaver og forpligtelser, kommunen har over for borgerne, så ressourcerne kan anvendes der, hvor behovet er størst. Det betyder, at kommunerne kan fratage eller reducere hjælpen til nogle borgere.

Det er desværre en nødvendig konsekvens af den situation, vi er i, og CP Danmark opfordrer til forståelse. Men det er også vigtigt at understrege:

- at reglerne kun er midlertidige

- at de kun kan anvendes, hvis formålet er at inddæmme og forebygge spredning af coronasmitte og sikre, at der er ressourcer til at håndtere de mest kritiske situationer

- at de først tages i anvendelse i det omfang, der er behov for det

- at kommunen altid skal foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag

- at den hjælp, man fratages eller får reduceret automatisk, genetableres, når bekendtgørelsen udløber

- at en ændring i hjælpen aldrig må inddrages, hvis det får sikkerhedsmæssige eller helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte

Konsekvenserne af denne nye bekendtgørelse kan ramme rigtig mange, og det kan blive en rigtig ubehagelig situation, den enkelte borger kan havne i.

CP Danmark opfordrer til, at man – hvis man bliver ramt af bekendtgørelsen - går i en god og konstruktiv dialog med sin kommune.  Det er selvfølgelig vigtigt, at ressourcerne og personalet bruges der, hvor behovet er størst.

Der er ingen klagemulighed i den nye bekendtgørelse, da det vil være umuligt at gennemføre i praksis med så midlertidige regler.

Men opstår situationen, så er du altid velkommen til at kontakte CP Danmarks rådgivning. Den har åben som sædvanligt og på de samme telefonnumre.

Bekendtgørelsen, og det orienteringsbrev ministeriet har udsendt med bekendtgørelsen, kan læses her:

www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=213488

sim.dk/media/37874/orienteringsskrivelse-om-haandtering-af-covid-19-paa-socialomraadet.pdf

Sidst opdateret:
Gå til top Top