Flertal forlænger sygedagpenge til personer med særlig risiko ved smitte med covid-19
26. august 2020

Flertal forlænger sygedagpenge til personer med særlig risiko ved smitte med COVID-19

Muligheden for at personer med særlig risiko for at blive alvorligt syge ved smitte med COVID-19 kan få sygedagpenge forlænges til den 31. december i år.

Regeringen og et flertal i Folketinget er enige om at forlænge muligheden for sygedagpenge til personer med særlig risiko for at blive alvorligt syge ved smitte med COVID-19 frem til den 31. december i år.

Ordningen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme og tilstande, der kan medføre en øget risiko for et langstrakt eller alvorligt sygdomsforløb ved smitte af COVID-19, og Sundhedsstyrelsens anbefalinger for pårørende til personer i risikogruppen.

Det er den enkelte persons læge, der skal vurdere, om man er i risikogruppen eller er pårørende til en person i risikogruppen.

De lønmodtagere, som ikke får løn under fraværet, får ret til sygedagpenge fra kommunen.

De pågældende personer vil kunne få sygedagpenge, uanset om personen rammer revurderingstidspunktet, hvor vedkommende efter de almindelige regler ville kunne overgå til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Sidst opdateret:
Gå til top Top