Politisk enighed om reform af servicelovens voksenbestemmelser
04. november 2016

Politisk enighed om reform af servicelovens voksenbestemmelser

Efter et års forarbejde er partierne bag satspuljen fredag morgen blevet enige om hovedlinjerne i en reform af servicelovens voksenbestemmelser.

- Vi er ganske tilfredse med resultatet, siger Spastikerforeningens direktør Mogens Wiederholt i en kommentar til udmeldingen fra socialministeren.

Mogens Wiederholt har, på vegne af Danske Handicaporganisationer, siddet med i den følgegruppe, som har drøftet reformen, og han uddyber:

- En række af de værste tidsler er blevet forhandlet ud af det oprindelige reformudkast. Det gælder ikke mindst forslaget om indsatskataloget (tilbudsviften) og det øgede kommunale skøn. Det er vi rigtig glade for. Desværre kom der så ikke det skærpede fokus på bedre udredning og en mere kvalificeret brug af handleplaner, som vi havde håbet på. Det er rigtig ærgerligt. Men jeg synes faktisk, at reformen er endt med at indeholde en række initiativer, som kan få positiv effekt for vores medlemmer, siger Mogens Wiederholt.

Formålsbestemmelsen får et stærkere fokus på kompensationsprincippet og understreger behovet for en mere (re)habiliterende tilgang til handicappolitikken. Vi får også en mere enkel bestemmelse om merudgifter, og der kommer en mere udbredt brug af ”tro-og-love-erklæringer”, som bliver obligatorisk og skal sikre en ubureaukratisk procedure ved genbevilling af hjælpemidler.

Fremskridt for retssikkerheden
Der kommer også en meget interessant nyskabelse omkring varsling af ændringer i borgerens hjælp. I fremtiden vil kommunerne i god tid – 14 uger forud - skulle varsle en borger om ændringer i hjælpen. For eksempel reduktioner i timetallet i en BPA. Det giver borgeren mulighed for at klage i tide og få en afgørelse, inden ændringen føres ud i livet. Samtidig indfører Ankestyrelsen et ”fast track”, så man kan være sikker på, at der træffes en afgørelse, inden kommunen evt. fjerner eller reducerer ens hjælp.

- Alt dette er et betydeligt fremskridt for retssikkerheden, men vi skal dog have set lidt grundigere på, hvilke bestemmelser, der er omfattet af varslingen. Jeg savner blandt andet beskyttet beskæftigelse, dagtilbud og socialpædagogisk bistand, konkluderer Mogens Wiederholt.

Omkring ledsagelse i forbindelse med ferie, hvis man bor i botilbud, er der en større udfordring. Det står fast, at der kommer en ordning, så man kan betale for at få personalet i botilbuddet med på ferierejser.

- Om det er et fremskridt eller et tilbageskridt, det er endnu nok for tidligt at konstatere. Der er i aftalen om tilkøbsordningen indskrevet en række fornuftige og helt nødvendige præciseringer og vilkår, som skal efterleves. Og så er der afsat satspuljemidler til en evaluering. Så må vi se, hvad effekten er blevet, siger Mogens Wiederholt og konkluderer:

- Alt i alt er der grund til at være tilfreds med resultatet. Det er selvfølgelig altid en fattig trøst, at det kunne have været meget værre, men sådan er vilkårene. Jeg synes, der er væsentlige elementer, som klart peger den rigtige vej.

Den fulde aftaletekst kan læses her: sim.dk

Sidst opdateret:
Gå til top Top