Af Anna Sterlie, udvekslingsstuderende
USA har altid fascineret mig. Især de store byer og collegelivet, som man ser det i de amerikanske film. Jeg har længe gerne ville opleve kulturen på egen hånd, og min eventyrlyst er bestemt ikke blevet mindre af at starte på universitetet.
Anna Sterlie.Jeg havde virkelig brug for, at der skulle ske noget nyt, og brug for at højne min egen horisont og udfordre mig selv. Og så havde jeg brug for at se andet end mine egne begrænsninger.
Ud over udfordringen er jeg taget afsted for at skabe vigtig international erfaring, der skal gavne min læring og kvalitet, så jeg senere er godt rustet til arbejdsmarkedet. For den erfaring, som et udvekslingsophold i USA kan give mig, nægter jeg at være foruden på grund af mit handicap. Så jeg er taget på eventyr i USA - nærmere bestemt på Universitetet Brenau i den lille by Gainesville i staten Georgia. Her skal jeg studere de næste fire måneder.
Idéen er god – men springet stort
Springet fra rejselysten til at du rent faktisk sidder i flyet kan dog føles uendelig lang - og dyr. Der er en masse praktiske skridt, man er nødt til at tage, før man kan planlægge afrejsen. Det første var en beslutning om at rejse ud på en såkaldt samarbejdsaftale, der, som ordet indikerer, er en aftale, som dit universitet hjemme i Danmark indgår med et internationalt universitet om at bytte studerende. Du rejser ned til dem, de rejser hjem til dig.
Ud over den noget besværlige ansøgningsproces, er det meget vigtigt før afrejsen at skrive en meritansøgning. Det er den, der betyder, at dit ophold i udlandet tæller som en del af din danske uddannelse. Her er jeg allerede kommet i problemer. Det altafgørende er, at du har merit for det, der svarer til et semester. Jeg har ikke længere fuld merit. Derfor skal jeg søge merit igen, og hvis jeg ikke får fuld merit, risikerer jeg at skulle tage mit 5. semester om. Men noget som merit kan din internationale vejleder hjælpe dig med, så hvis en sådan vejleder findes på dit universitet, så brug vedkommende.
Det handler om at være realistisk
Udover alle de studieorienterede forberedelser var der for mig én forberedelse, der var meget vigtigere, nemlig at være fuldstændig realistisk omkring alle de fysiske og psykiske begrænsninger, som mit handicap forårsager. Og vigtigst af alt at give udtryk for dem. Lad ikke dine begrænsninger styre dig, tag derimod styring over dine begrænsninger.
Den bedste måde at gøre det på er ved at være realistisk omkring dem og acceptere dem. Det er derfor vigtigt at bede om hjælp, når du har behov for hjælp. Alle er interesseret i at hjælpe dig, men det kan de ikke, hvis ikke du giver udtryk for, hvad det er du har brug for hjælp til. Du kender dit handicap bedst og ved, hvordan det påvirker dig. Ved at bede om hjælp hver gang, hjælper du dig selv til at minimere påvirkningerne.
På den måde har jeg i hvert fald fundet ud af, at de måder mit handicap påvirker mig på virker langt mere overkommelige. Stol på dig selv! Ingen kender dig bedre end dig selv, så lær dine Anna Sterlie.begrænsninger at kende og bliv tryg ved dem. Det er det vigtigste råd, jeg kan give.
Rejsetid: 27 timer
Det sidste store skridt er rejsen. Den var overvældende besværlig og tog mig i alt 27 timer. Men jeg nåede frem. Jeg havde bestilt ’special assistance’, som en del af min flybillet, hvilket betyder, at man får speciel hjælp i lufthavnen. Det betød, at jeg blev transporteret til og fra gaten i hver lufthavn.
Når man bestiller ’special assistance’, skal man dog være forberedt på, at de mennesker der skal hjælpe dig rundt i lufthavnen ikke nødvendigvis snakker engelsk (Anna mellemlandede i Istanbul, red.). Det bliver derfor en smule stressende, forvirrende og overvældende på én gang, da du ofte bliver ført et sted hen, uden at få klar besked om hvad der skal ske. Jeg var nødt til at stole 100 procent på, at servicemedarbejderne havde tjek på tingene.
Til min store frygt var der ikke altid helt tjek på tingene. Jeg blev ikke hentet ved gaten. Eller også hentede de mig efter alle andre passagerer var gået ombord på flyet. En semikomisk situation, når jeg ser tilbage på den dag, hvor en meget forvirret servicemedarbejder kom løbende, svedende og forpustet tværs igennem Istanbul lufthavn for at hente mig.
For at undgå disse situationer er det vigtigt, at du selv holder styr på tiden og dine afgange. Gør opmærksom på dig selv, ligegyldigt hvor mange gange! I sidste ende er det din rejse, og det er dit ansvar, at du kommer derhen, hvor du skal, så bed om den hjælp du har brug for for at komme til din destination.
Fremme i god behold
Men trods rejsekaos, forvirring og en tømt bank-konto er jeg nu fremme på Brenau University i god behold. Det vigtigste, jeg har lært indtil videre, er, at jeg er nødt til at gøre opmærksom på mig selv og de begrænsninger, som min cerebral parese giver mig. Samtidig skal jeg være realistisk og bede om den hjælp, jeg har brug for.
Jeg kan ikke vente med at lære endnu mere! Så stay tuned, som man siger her. Det ville betyde alverden!
Kys fra USA!
