Anna Sterlie er 21 år og læser kommunikation og digitale medier på Aalborg Universitet i København. Hun lader sig ikke begrænse af sin cerebral parese og har derfor valgt at læse 5. semester på et universitet i staten Georgia i USA. Hun startede i september som udvekslingsstuderende, og i det første rejsebrev berettede hun om drømmen – og de første udfordringer. Nu har hun boet derovre et stykke tid - læs anden del af Annas rejsebrev her:
Med Anna i USA - åbensindede mennesker
Af Anna Sterlie, udvekslingsstuderende
Nu har jeg efterhånden været i Gainesville, Georgia, USA i over en måned, og det er for alvor gået op for mig, at jeg ikke skal hjem til Nørrebro lige foreløbig. Men denne fornemmelse er bestemt ikke trist. Tværtimod er det rigtigt spændende, det meste af tiden i hvert fald.
Den største overraskelse, jeg har fået indtil videre, er, at alle folk hernede ved, hvad cerebral parese er. Dette siger for mig noget om, at vi danskere sagtens kan lære noget af amerikanerne, især når det kommer til vores tolerance, viden og hjælpsomhed overfor det, der er anderledes.
Anna i Atlanta.De mennesker, jeg har mødt hernede, er nogle af de mest hjælpsomme og åbensindede mennesker, jeg nogensinde har truffet.
Min personlige erfaring fra Danmark er, at hjælp og forståelse ofte er noget, du skal opsøge. For amerikanerne er hjælp og forståelse noget, du giver. Det at hjælpe en dansker, som mig, med at købe dagligvarer ind, er et tilbud og ikke en byrde. Jeg bliver tilbudt hjælpen, før jeg har bedt om den, og det bliver næsten anset som uhøfligt, hvis jeg ikke tager imod den. Hjemme i Danmark er det næsten modsat.
Den amerikanske opfattelse af hjælpsomhed er helt sikkert en af de vigtigste ting, jeg tager med mig hjem igen.
Hverdagen er noget man skaber
Det, at føle sig hjemme i et fremmed land, kan, selvom det er spændende og udfordrende på den gode måde, også være hårdt og svært. Man kommer herned uden nogen form for tilknytning. Tiden går i starten meget langsomt, man har kun sig selv, og med mindre man aktivt gør noget for at ændre det, kommer man til at være “me-myself and I” det meste af tiden.
Den erfaring, jeg efterhånden har gjort, er, at humørsvingninger er hverdagskost. Den ene dag kan du føle dig helt ekstatisk over de mange nye indtryk, mennesker og oplevelser, mens du den anden dag føler dig som Palle alene i verden, og allermest undrer dig over hvorfor du overhovedet er taget afsted.
Dit humør kommer til at være meget skiftende, i takt med at der ikke er en fast og sikker rutine i det miljø, du er landet i. Den måde, jeg har fundet mest effektiv til at håndtere humørets uforudsigelighed på, er at sætte pris på hele paletten - det sure som det søde.
De hårde dage er for mig en ligeså stor del af oplevelsen. Jeg er sikker på, at det er de hårde dage, man ender med at lære mest af. Det er i de hårde dage, jeg har lært mig selv at kende for alvor! Men de hårde oplevelser skal afveksles med en overvægt af gode. Derfor er det at skabe en hverdag, hvor du har noget at bruge tiden på, og hvor du føler dig godt tilpas, noget af det bedste du kan gøre for dig selv. For mig er studiet en måde at give hverdagen i USA et formål.
Find ud af hvordan du bedst kan føle dig hjemme. Hernede er det eneste permanente, at intet er det. Uforudsigeligheden har sin værdi, men den er også noget at det sværeste ved at være væk hjemmefra. Derfor er det vigtigt for mig hernede, at jeg, når tingene bliver hårde, kan gå et sted hen og koble fra og tænke over tingene. Jeg skal kunne føle mig hjemme her i Gainesville, også selvom jeg godt ved, at jeg ikke er det.
Jeg har rykket rundt på møblerne på mit værelse, så nu står de, som jeg godt kan lide. Jeg har købt en el-kedel, så jeg kan lave morgenkaffe på mit værelse, og jeg har købt det blødeste sengetøj i Walmart. Det er de små ting, der gør, at jeg kan koble af og få lov til at ånde ud. Det har jeg haft stærkt brug for ovenpå alle de nye indtryk og oplevelser. Det er guld værd.
En rigtig rutsjebanetur
Hvis jeg med ét ord skal beskrive, hvad jeg indtil videre har fået ud af min rejse, så er det nok: rutsjebanetur. Jeg kan allerede nu, helt uden at tøve, sige, at rejsen er det vildeste og fedeste, men også det hårdeste jeg nogensinde har prøvet.
Jeg har allerede nu lært, at verden er ubeskriveligt meget større, end man går og tror hjemme i Danmark. En ting, som kan føles banal hjemme i lille Danmark, føles hernede kæmpestort – hver gang. En lille ting som at tage ud at spise med et par dejlige mennesker, du lige har mødt, kan være nok til at gøre dig super glad resten af ugen.
Selvom de gode dage er ubeskrivelige, så ville det være løgn at sige, at man ikke skal arbejde for dem. Du skal ikke være bange for at presse dig selv og dine grænser en smule, det du får tilbage vil være alle dine anstrengelser værd. Der ligger en masse oplevelser og venter på dig, det eneste, du skal gøre, er at opsøge dem. Spring ud af din comfortzone, du vil møde helt nye mennesker og få anderledes oplevelser som belønning.
Jeg kan i hvert fald sige, at jeg er glad for at have taget springet, og jeg glæder mig til at give jer besked, når jeg ved, hvad jeg finder, når jeg lander igen.
Until next time – kys fra USA!
