60 års jubilar: Egmont Højskolen fylder rundt
01. november 2016

60 års jubilar: Egmont Højskolen fylder rundt

I dag fylder Egmont Højskolen i Hou 60 år, og dagen bliver fejret med foredrag, musik og reception.

Egmont Højskolen har i tidens løb givet masser af oplevelser til mange unge med cerebral parese, og i dag er skolen faktisk landets største højskole med et årselevtal på mere end 220.

Allerede i torsdags tog Egmont Højskolen hul på festlighederne, da skolen – med forstander Ole Lauth som repræsentant - modtog Bevica Fondens tilgængelighedspris på 100.000 kroner.

Og i dag går det så løs på skolen i Østjylland med åbent hus og reception. Der vil være foredrag, musikalske indslag, fællessang samt præsentation af projektet “Egmonts Livskraft”.

Programmet for den åbne del af arrangementet begynder klokken 14, hvor journalist Poul Smidt holder foredrag med afsæt i sin nye biografi om tidligere stats- og finansminister Viggo Kampmann, og klokken 15-18 foregår den egentlige reception, hvor der vil være taler, fællessang, lidt historiske fortællinger fra skolens virke samt musikalske indslag fra forskellige bands bestående af både nuværende og tidligere elever.

Klokken 16 præsenteres projektet ”Egmonts Livskraft”, som er et kunstnerisk projekt og en undersøgelse af den særlige livskraft, der til daglig udspiller sig på Egmont Højskolen. Projektet, der er støttet af Egmont Fonden, er skabt på initiativ af fotograf Tina Enghoff og projektkonsulent Anette Molbech, mens en stor del af materialet til projektet er produceret af elever og personale på Egmont Højskolen.

Sidst opdateret:
Gå til top Top