Børn og unge med cerebral parese har typisk nedsat fysisk kondition og oplever en udpræget træthed forbundet med dagligdags aktiviteter.
Det forhold er selvforstærkende og medvirkende til et yderligere fald i fysisk aktivitet.
Vi mangler viden om, hvilke barrierer og motivationsfaktorer, som er gældende for målgruppens fra- og tilvalg af fysisk aktivitet i hverdagen.
Derfor skal et nyt projekt undersøge, hvilke faktorer der påvirker graden af fysisk aktivitet i hverdagen samt hvorledes fysisk aktivitet påvirker livskvaliteten hos børn og unge med CP.
Målet med projektet er at få et bedre indblik i det fysiske aktivitetsniveau og en forklaring på, hvorfor de er, eller ikke er, så fysisk aktive, og ikke mindst hvad der skal til for at motivere til yderligere fysisk aktivitet.
Målgruppen er børn og unge med cerebral parese i alderen 8-15 år, hvor selvstændig og/eller assisteret gang er udviklet (dvs. gang med eller uden hjælp af hjælpemidler).
Der er tale om et sundhedsvidenskabeligt projekt, der udføres af fysioterapeut, ph.d.-studerende Christina Esmann Fonvig fra den Ortopædkirurgiske Forskningsenhed på Odense Universitetshospital.
Børnene og de unge skal have én aktivitetsmåler (på størrelse med en halv tændstikæske) på kroppen i syv dage, og forældrene skal udfylde spørgeskemaer elektronisk ad ca. én times varighed.