Opfinder socialministeren sine egne begreber i serviceloven?
22. november 2022

Opfinder socialministeren sine egne begreber i serviceloven?

Lige før valget udsendte socialministeren en såkaldt orienteringsskrivelse eller, som det også kaldes ”et hyrdebrev”, til kommunerne, som præciserer en række fortolkningsspørgsmål vedr. BPA. Super godt.

Et af de forhold ministeren præciserer og slår fast, er, at reglerne om 14 ugers varsling, før kommunen kan reducere eller frakende en BPA-ordning også gælder, hvis man vil reducere eller ophæve en ordning i forbindelse med indlæggelse på hospital. Rigtig fint.

Hvor findes hjemlen til ”at sætte i bero”?

MEN hov? Så tilføjer ministeren, at varslingsreglerne ikke gælder, hvis man sætter en BPA-ordning "i bero", mens borgeren er indlagt. Hvis man ikke nedsætter eller ophæver ordningen, men blot "sætter den i bero", så kan hjælperne sendes hjem uden varsel.

Bero? Problemet er, at det begreb tilsyneladende ikke findes i serviceloven. Både vi i CP Danmark, Muskelsvindfonden og Dansk Handicap Forbund har forgæves ledt efter det sted i serviceloven, hvor der er hjemmel til at stille en BPA i "bero". Og vi kan ikke finde det sted.

Tre vigtige spørgsmål

Derfor har vi i fællesskab spurgt ministeriet, hvor de finder hjemlen til begrebet "at stille i bero". Vi har konkret stillet disse tre spørgsmål:

  1. Hvad er forskellen på at "nedsætte" og "stille i bero"? Spørgsmålet tager afsæt i, at der i begge tilfælde er tale om en forringelse af ordningens materielle indhold.
  2. Hvor i serviceloven er der i relation til § 3a (varslingsordningen) beskrevet undtagelser, som svarer til ovenstående begreb at "stille i bero"?
  3. Er der en anden lovhjemmel i serviceloven eller andetsteds til begrebet at "stille i bero"?

 

Umuligt at opretholde et hjælperteam

Når det er helt afgørende at få svar på disse spørgsmål, så er der selvfølgelig fordi, konsekvenserne er helt uoverskuelige. Hvis en BPA-ordning uden varsel kan "sættes i bero", og hjælperne sendes hjem uden løn, hver gang en borger indlægges på hospital, så er det selvsagt en så massiv forringelse at arbejdsvilkårene for hjælperne, at det reelt gør det umuligt, at bevare sit hjælperteam og opretholde sin BPA-ordning, hvis man fra tid til anden eller regelmæssigt er indlagt.

Ministeriet har foreløbigt svaret, at et endeligt svar må afvente at der kommer en ny regering. Vi undrer os. Hvis det er et simpelt juridisk svar på, hvor man finder hjemlen til at kunne stille en BPA-ordning i "bero", så kræver det vel ikke en ny regering?

- Vi vender tilbage, når vi får svar på vores tre spørgsmål, lover CP Danmarks direktør, Mogens Wiederholt.

Sidst opdateret:
Gå til top Top