CP Damarks V.I.P. Søskendekursus, der sidste weekend foregik i Handicaporganisationernes Hus, gik helt fantastisk og pårørendegruppen af søskende var enestående i deres evne til at tjekke ind i fællesskabet. Og forældrene ligeså. Alle ville bare ønske, at de havde haft lidt længere tid.
Stort engagement
Da børn og forældre havde gjort deres entré på den røde løber, blev alle budt velkommen med snacks og saftevand. Efter en kort introduktion til dagen, listede børnene afsted sammen med Malene Gerd Petersen og psykolog Klaus Christensen. Forældrene blev sammen med Søskendeforeningen og CP Danmarks kursusansvarlige.
Forældrene arbejdede både narrativt, ud fra søskendeperspektiv, og de blev sørme også sat på opgaver. De skulle nemlig lave flotte bordkort til deres børn til den fælles frokost.
Imens var børnene travlt optaget af at danne nye relationer, finde deres eget fællesskab og se film i den lille biograf med både chips og slik.
Som afslutning på dagen samledes børn og forældre for at dele ud af deres oplevelser – det hele blev fejret med børnechampagne og diplomer til alle de dygtige søskende.
Hyggelig snak med kendt youtuber
Som en ekstra bonus fik vi overtalt youtuber ComKean, der var i huset hos Muskelsvindfonden den dag, til at komme op og høre børnene fortælle om deres relationer til en bror eller søster med CP. Den populære youtuber var meget interesseret i at høre historierne, så det blev virkelig en god og mindeværdig dag for alle.
Nåede du ikke at komme med?
Så frygt ikke, vi vender tilbage med et V.I.P. Søskendekursus til marts 2023, oplyser CP Danmarks kursus- og projektmedarbejder Stine Stenholt.