Vi er de nye talenter på CP-TV

Vi er de nye talenter på CP-TV

I sensommeren 2021 blev CP Danmarks nye talenthold på CP-TV endelig en realitet. De otte nye aspiranter har været samlet til tre kreative workshops i august-måned. Alle glæder de sig meget til at skabe fremtidens CP-TV.

Af Mia Søgaard Lodberg, aspirant på CP-TV's talenthold

Tilbage i december 2020 sendte mange deres ansøgninger ind til CP Danmark. Håbet var at være én af de heldige, der blev udvalgt til CP Danmarks nye talenthold.

At blive valgt som deltager var ikke det eneste, der skulle lykkedes, før drømmene om et talenthold kunne gå i opfyldelse. Som med så meget andet i 2020 spillede corona-pandemien rollen som den ubudne gæst, der igennem mange måneder spændte ben for CP Danmarks projekt om et talenthold.

Lad os spole tiden frem til sensommeren 2021. Nu kunne drømmene blive til virkelighed. Talentholdet blev endelig samlet. Vi er CP Danmarks nye talenter. Vi er talentholdet 2021. En kreativ og alsidelig gruppe på otte nye ansigter, fyldt med god energi, en lang række idéer til fede tv-programmer og en kæmpestor lyst til at videreudvikle og drive CP-TV i en ny spændende retning.

Workshops, workshops og workshops

Som led i vores deltagelse og uddannelse på talentholdet har vi i august-måned været samlet til tre fysiske workshops i Handicaporganisationers Hus.

På workshopsene har vi lært hinanden at kende, udvekslet idéer og ønsker for fremtidens CP-TV. Vi har deltaget aktivt i tilrettelæggelsen af den seneste sæson af CP-TV, og nogle har givet interview i programmerne sammen med den afgående vært Jacob Nossell her i august-måned.

Der er også blevet produceret reportager og videohilsner. Andre har givet sig i kast med værtsrollen. Således har vi pejlet os ind på, hvilke roller der kunne passe til os alle hver især.

En unik mulighed

At være aspirant på talentholdet er for mig helt specielt. Da jeg i sin tid ansøgte om en plads på holdet, var det min drøm at blive set og hørt. Med udsendelserne som platform ønsker jeg at være det forbillede for unge med CP, som jeg altid selv har manglet. Jeg vil bruge min stemme til at råbe politikerne op, skabe større fokus omkring CP og andre handicap.

Jeg vil frem med et vigtigt budskab til dig som seer om, at du ikke er alene med dit handicap og dets tilhørende udfordringer. Jeg vil vise dig, at du kan, hvad du vil - også med CP. Måske skal du gøre tingene på din egen måde, forme din egen vej. Men grænserne for, hvordan dit liv skal udforme sig, dem sætter du selv.

Jeg er ovenud taknemmelig for, at denne unikke mulighed med CP-TVs nye talenthold nu er gået i opfyldelse. I mødet med mine medaspiranter på talentholdet har jeg fået mine egne forbilleder. Syv fantastiske mennesker, fyldt med livsglæde, humor og holdninger. At være en del af et CP- fællesskab som dette, er noget særligt. Vores forståelse for og af hinanden er unik. Det er for mig meget befriende at kunne spejle mig så rent i de mennesker, jeg samarbejder med.

Stor respekt og håb

Vi har stor respekt for det tv-projekt, som Jacob Nossell, Signe Hartvig Daugaard og det øvrige lille hold bag CP-TV - har sat i værk. Derfor går vi også ind i projektet med taknemmelighed over, at netop vi er blevet udvalgt til - og har fået muligheden for - at videreføre og skabe fremtidens CP-TV. Vores håb er at få lavet en række programmer, der kan være til inspiration, skabe forståelse og samhørighed for mennesker med og uden CP eller andre handicap.

Vi glæder os til at komme rigtigt i gang med at producere de kommende programmer. I den forbindelse vil vi gerne takke særligt Jacob og Signe for at hjælpe os godt på vej i processen. Vi håber selvfølgelig, at så mange som muligt vil se med på Facebook, når de nye programmer af CP-TV går i luften.

Du kan se eller gense alle de forrige programmer på CP Danmarks YouTube-kanal eller Facebook-side.

Sidst opdateret:
Gå til top Top