20. februar 2023

Familiedag om overgangen fra ung til voksen med CP

Gode oplæg, snakke og fælles aktiviteter: Der er lagt op til en rigtig spændende familiedag når Elsass Fonden og CP Danmark inviterer familier med unge med CP i alderen 13-20 år til en dag hvor overgangen fra ung til voksen er i fokus.

Det sker lørdag den 13. maj hos Elsass Fonden i Charlottenlund. De første tilmeldinger er allerede indløbet, så alt tegner til at blive en god dag, hvor formålet er at samle hele familien til en hyggelig dag med erfaringsudveksling, læring og sociale aktiviteter.

Den vigtige overgang

På familiedagen forsøger vi at belyse nogle vigtige aspekter i overgangen (transitionen), der kan give mange nye udfordringer – både for den unge og for forældrene. Det sker gennem faglige oplæg og erfaringsudveksling mellem forældre, de unge med CP og deres søskende, men også med fælles aktiviteter og gode snakke

Der vil være oplæg af fysioterapeut, MSc, Michelle Bærentzen fra Elsass Fonden og professor Jakob Lorentzen fra den nye CP-Ung klinik på Rigshospitalet, hvorfra også projektleder Mette Røn Kristensen deltager.

Socialrådgiver Søren Møller Petersen, der har årelang erfaring som rådgiver, underviser, leder og konsulent inden for social- og handicapområdet, vil præsentere de centrale regler i overgangen fra barn til voksen - hvilke regler der udgår, hvilke der kommer til og hvad den unge og familien skal være særlig opmærksom på.

Bredt erfaringsgrundlag gives videre

Udover de faglige oplæg er der afsat tid til at forældrene, de unge med CP og deres søskende kan lære hinanden bedre at kende, hygge sig og dele deres erfaringer.

Opgaven med at facilitere forældredialogen er lagt i hænderne på Sinne Colding Thaysen, der er mor til en stor børneflok. Det ene barn har CP så hun kender til børnenes forskellige reaktioner og behov. Derudover deltager to unge, som repræsenterer de unge med CP og deres søskende.

I løbet af dagen vil musiklærer og trommeslager Peter Altmann undervise alle grupper i Stomp. Han sørger således for, at både unge og voksne bliver underholdt og udfordret med bevægelse, rytme og glade smil.

Der er program fra kl. 9-15 med fælles frokost kl. 12.

 

Du kan læse meget mere om programmet
og tilmelde dig til familiedagen her

Sidst opdateret:
Gå til top Top