Valg til Folketinget
06. oktober 2022

Valg til Folketinget

Så kom der endelig dato på det valg, som de fleste har ventet gennem længere tid. 1. november skal vi til valgurnerne.

Fra nu og den næste måned frem er det CP Danmarks opgave, at skabe størst mulig synlighed for vores politiske mærkesager, og sikre, at de initiativer som var helt fremme ved målstregen, men nu nulstilles på grund af valget, genoplives og finder tilbage på den politiske dagsorden, når valget er overstået.

CP Danmarks umiddelbare prioritet i valgkampen, er at sikre mennesker med CP og deres pårørende en tryg vej gennem den aktuelle energikrise. Ikke mindst beboere på botilbud er voldsomt udfordret af de himmelstormende el- og varmepriser.

Vi frygter for beboernes evne til at betale deres husleje, når energipriserne stiger med måske 100 eller 200 procent - og vi frygter, at muligheden for at udskyde og konvertere energiregningen til et lån, vil sende en del af vores medlemmer ud i en uoverskuelig gældsspiral.

På den lidt længere bane er vores prioritering lige adgang til sundhed. Fokus vil i særlig grad være på etablering af regionale ambulatorier for voksne med CP og lige adgang til deltagelse i de kræftforebyggende screeningsprogrammer mod livmoderhals-, bryst- og endetarmskræft.

Handicapområdet er i laser

Der udover vil vores blik være stift rettet mod, at de helt centrale initiativer, som var i støbeskeen før valget, videreføres og bringes tilbage på den politiske dagsorden efter valget – uanset hvilken farve ministerbilerne får.

Det gælder først og fremmest den politiske opfølgning på den store evaluering af det specialiserede socialområde. Handicapområdet er i laser. Det ved alle der har en sag i kommunen - og skulle der være en enkelt tvivler, så læs Rigsrevisionens voldsomme kritik af forvaltningen på handicapområdet, som kom i marts.

Men forhandlingerne om den helt nødvendige reform er strandet. Vi er helt enige i, at en specialeplan er en vigtig del af løsningen. Men en specialeplan uden en samtidig reform af visitationen og en finansiering, er meningsløs. Derfor skal de to elementer ind i en reform.

Reformer må ikke gå i glemmebogen

Det er desværre ikke kun den store og grundlæggende reform, der risikerer politisk glemsel. Den nuværende regering har lovet en officiel undskyldning til de efterlevende efter særforsorgen. En sober og grundig udredning dokumenterer omfattende overgreb på individer og et massivt systemsvigt. Den uret går ikke væk – ligeså lidt som nødvendigheden af en undskyldning – blot fordi vi skal til valg.

Der samme gælder en række vigtige politiske aftaler, som er indgået, men ikke udmøntet. Det gælder den politiske aftale om en forbedret STU, en udvidelse af reglerne om varsling, så den omfatter flere bestemmelser i serviceloven og afskaffelse af aldersgrænsen ved bevilling af hjælp til overvågning om natten efter §95.

Det er helt afgørende reformer og vigtige ændringer med vidtgående betydning for mennesker med cerebral parese. De må ikke gå i glemmebogen i valgkampen. Vi har simpelthen ikke råd til at tabe flere års arbejde for bedre vilkår på gulvet i en valgkamp.

God valgkamp til alle!

Sidst opdateret:
Gå til top Top