Landets første CP-center for voksne
08. marts 2022

Landets første CP-center for voksne

Et nyt projekt på Regionshospitalet Hammel Neurocenter skal sikre at voksne med cerebral parese får mulighed for at få et højt fagligt sundhedstilbud. Akkurat som det sker på landets børneambulatorier, der arbejder med CPOP-opfølgningsprogram.

Regionshospitalet Hammel Neurocenter er netop gået i gang med at udvikle Danmarks første habiliteringstilbud for voksne med cerebral parese (CP). Her er der sammensat et udvalgt specialteam, der skal tage sig af den særlige opgave. Teamet består af en læge, en sosu-assistent, en sygeplejerske, en projektsekretær samt fysio- og ergoterapeuter.

For at nå bredt ud, så også borgere med komplekse behov kan modtage et skræddersyet tilbud, vil teamets kvalifikationer blive suppleret med specialistkompetencer fra en logopæd, neuropsykolog og socialrådgiver. Det er forsker og ergoterapeut Helene Honoré, der står i spidsen som projektleder for teamet.

Hun fortæller, at teamets arbejde i første omgang består i at opkvalificere kompetencerne på CP-området da patientgruppen er ny på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Det sker bl.a. i samarbejde med Elsass Fonden og CP Danmark.

Behandlingsplan er klar

Planen er at sammensætte et godt fagligt program for alle voksne med CP, som vil tage imod habiliteringstilbuddet. Der startes med et 2-timers ambulant udredningsforløb, og viser det sig her, at der er tale om komplekse problematikker, så vil en større udredning blive iværksat i forbindelse med en kortere eller længere indlæggelse på et sengeafsnit, som er specialiseret i sensomotoriske følger efter hjerneskade.

- Ledelsen og medarbejderne på sengeafsnittet tager derfor aktivt del i projektudviklingen, og hele personalet har udtrykt stor interesse og begejstring for opgaven med den nye patientgruppe, som de glæder sig meget til at kunne tage imod, fortæller Helene Honoré.

Hospitalet forventer at modtage de første voksne med CP i udrednings- og behandlingsforløb i forsommeren 2022. I første omgang rulles det nye tilbud ud i 2-3 udvalgte kommuner i Region Midtjylland, som Helene Honoré i øjeblikket er i tæt dialog med. Tilbuddet forventes udbredt i de udvalgte kommuner med opstart i maj måned.

Herefter går teamet i gang med programmet samtidig med, at de høster erfaringer med målgruppen, og får tilpasset det tværsektorielle samarbejde, mellem kommune og region, så det fungerer optimalt.

Senere skal tilbuddet ud i hele landet

Efter en gradvis udbredelse af tilbuddet til flere kommuner i de første år er det planen, at den nyudviklede model fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter skal danne baggrund for lignende tilbud andre steder i landet. Men det kommer nok først til at ske efter 4-5 år.

Det er en stor million-donation fra Elsass Fonden, der har skabt muligheden for at udvikle og afprøve tilbuddet de første år. En opgave som hele teamet ser frem til at løse og dokumentere behovet for.

Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Sidst opdateret:
Gå til top Top