Kommunen har ansvaret for genoptræning og vedligeholdelsestræning efter sundhedsloven ved udskrivning fra sygehus. Kommunens genoptræningstilbud efter sundhedsloven er vederlagsfrit for personer, der efter udskrivningen fra sygehuset har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. Kommunernes træningstilbud efter serviceloven er ligeledes vederlagsfrit for borgerne. Også ansvaret for rehabilitering er hovedsageligt forankret i kommunerne.
Det er sygehuset, der skal udfærdige og senest ved udskrivningstidspunktet udlevere en genoptræningsplan til personer, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. Planen angiver, om der er behov for almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau.
Hvad er forskellen på genoptræning og vedligeholdelsestræning? Genoptræning defineres som en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræningen er, at borgeren opnår samme funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne - såvel bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt (kundskabs- og erkendelsesmæssigt), emotionelt (følelsesmæssigt) som socialt. Genoptræningen rettes mod borgerens funktionsnedsættelse(r). Genoptræningen er tidsbegrænset til den periode, hvor funktionsniveauet fortsat kan forbedres ved mere træning. Vedligeholdelsestræning er målrettet træning, der skal forhindre funktions tab og fastholde det hidtidige funktionsniveau såvel fysisk som psykisk. Træningen kan være vedvarende.
Hvornår er man udskrevet?
Patienter udskrives fra ophold på sygehus, når vedkommende er færdigbehandlet og/eller færdigudredt eller viderevisiteret til udredning, behandling eller kontrol mv., der ikke foregår på et sygehusafsnit.
Hvad er rehabilitering?
Rehabilitering defineres som målrettede og tidsbestemte forløb af koordinerede ydelser og tilbud på sundheds-, social-, beskæftigelses- og undervisningsområdet. Formålet med rehabiliteringen er, at borgeren erhverver samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulige funktionsevne, så borgeren kan leve et så selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv som muligt.
Behandling og genoptræning efter serviceloven
Ved at dykke lidt ned i servicelovens paragraffer finder man følgende muligheder for genoptræning, vedligeholdelsestræning og behandling:
Genoptræning efter § 86, stk. 1
Personkredsen for genoptræning efter serviceloven § 86, stk. 1 omfatter personer, der har en fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom. Genoptræningstilbuddet gives med henblik på så vidt muligt at bringe personen op på det funktionsniveau, som den pågældende havde inden sygdommen. Tilbuddet skal gives efter en konkret, individuel vurdering af træningsbehovet. Bestemmelsen omfatter typisk ældre borgere, som ikke har været på sygehuset, men som er midlertidigt svækket f.eks. på grund af længere tids sengeleje i hjemmet under influenza eller efter et fald. Børn og unge under 18 år, der har behov for genoptræning, som ikke dækkes efter anden lovgivning, skal vurderes af kommunen efter servicelovens § 11, stk. 7, eller § 52, stk. 3, nr. 9, som bl.a. handler om rådgivning og behandling.
Vedligeholdelsestræning efter § 86, stk. 2
Denne paragraf omfatter alle personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for vedligeholdelsestræning. Også personer med kroniske lidelser er omfattet. Tilbuddet skal gives efter en konkret, individuel vurdering af træningsbehovet til personer, som har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. Børn og unge under 18 år er også omfattet af denne paragraf.
Tilbud af behandlingsmæssig karakter, servicelovens § 102
Ifølge denne paragraf kan kommunen give tilbud om behandling til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller til personer med særlige sociale problemer. Behandlingen ligger ud over de tilbud af socialpædagogisk karakter, der ydes efter servicelovens § 85, og som er nødvendige for at bevare eller forbedre personens fysiske, psykiske eller sociale funktioner. Tilbuddene omfatter samtidig en mere behandlingsmæssig indsats end den, der kan ydes til socialpædagogisk bistand. Det kan f.eks. være fysio- og ergoterapeutisk behandling. Endelig træder paragraff en også i anvendelse, hvis behandlingen ikke kan gives i det sædvanlige behandlingssystem, fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingen eksempelvis udført af fagpersoner med specialviden.
Hvem er primært omfattet af § 102?
• Personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
• Personer med særlige sociale problemer.
Behandlingen efter § 102 kan blandt andet bestå i:
• Psykologisk, psykoterapeutisk og specialpsykiatrisk behandling.
• Fysioterapeutisk behandling.
• Sygepleje.
• Anden behandling herunder tandpleje.
Behandlingen kan ydes i såvel eget hjem som i kommunale boformer.
