Kandidater med cerebral parese

Tobias Jørgensen, 20 år, Haderslev

Kandidat for SF til Haderslev Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Haderslev kommune har ingen handicappolitik og kun få interesserer sig for området, og dem der gør, blander ældrepolitik og handicappolitik sammen. Det vil jeg lave om på. Tilgængeligheden skal indtænkes fra start i alle byggerier, og så skal sagsbehandlingstiden ned.

 

 

 

Tobias Jørgensen

Lene Nielsen, 53 år, Hadsund

Lene Nielsen sidder i byrådet i Mariagerfjord for Socialdemokratiet og stiller op igen

Hvad fik dig til at stille op?
I flere år har jeg siddet i DH og i Handicaprådet som handicappolitiker, og her fik jeg smag for byrådsarbejdet. Jeg overværede stort set alle byrådsmøder som tilhører i forrige periode, så stillede jeg op, kom i byrådet og det håber jeg også sker denne gang, hvor jeg er opstillet som nr. 4 på listen.

 

 

Lene Nielsen

Christian Leth, 49 år, Svendborg

Kandidat for Det Radikale Venstre til Svendborg Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Jeg har været politisk aktiv længe, er formand for den lokale vælgerforening i Svendborg og stiller nu op for 3. gang. Det var primært kommunens politik på børnehaveområdet, der fik mig til at protestere. Som formand for en forældrebestyrelse blev jeg en del af en stor forældreprotest, og så var der ikke langt til stemmesedlen.

 

 

Christian Leth

Rasmus Lund-Sørensen, 34 år, Kolding

Kandidat for Det Radikale Venstre til Kolding Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Jeg har jo været opstillet to gange, så jeg har været politisk aktiv i mange år. Som kørestolsbruger har tilgængeligheden fra start været vigtig for mig og er det fortsat. Mere liv i Kolding bymidte og bedre fritidsmuligheder for uddannelsessøgende, det er noget af det, jeg har fokus på.

 

 

Rasmus Lund-Sørensen

Lars Thue Hansen, 52 år, Risskov

Kandidat for Det Radikale Venstre til Aarhus Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Jeg har været politisk aktiv i mange år og stillet op fl ere gange til både byråd og regionsråd, uden held. Men jeg fortsætter kampen for at skaffe bedre forhold for alle med fysiske og psykiske handicap. Og så vil jeg kæmpe for det helt urimelige i, at man er helt uden indflydelse på politikken i sin betalingskommune, hvis man er flyttet til ny kommune, f.eks. i forbindelse med BPA.

 

 

Lars Thue Hansen

Vibeke Baden Laursen, 47 år, Skodsborg

Kandidat for Enhedslisten til Rudersdal Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Ved systemskiftet i 2011 forudså jeg store problemer i samfundet, især for børn, ældre og handicappede. Men det blev endnu værre med stigende bureaukrati og et sundhedssystem, der fungerer dårligt. Enhedslisten markerede sig stærkt, så i valgkampen 2011 meldte jeg mig ind og har nu stillet op til kommunalvalg to gange.

 

 

Vibeke Baden Laursen

Mikael Hulegaard Jensen, 46 år, Tjørring

Kandidat for sin egen partiliste Handicapdemokraterne til Herning Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Nogen må jo gøre noget for at gøre livet lettere for de handicappede og ældre i vores samfund. Så det er en måde at byde kommunen trods. De har gjort det svært for mig og mine ligesindede længe nok, så nu skal jeg nok vise dem.

 

 

Mikael Hulegaard Jensen

Jacob Gulberg Mortensen, 28 år, Herning

Kandidat for SF til Herning Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Jeg opstiller, fordi de forhold Herning Kommune byder os på ingen måde er i orden. F.eks. kan man kun få fysioterapi 1 til 2 gange pr. uge i max 3 måneder, og det er alt for lavt. Vi har brug for træning 24-7, og så er normeringerne på dag- og botilbud direkte pinlige for kommunen.

 

 

Jacob Gulberg Mortensen

Martin Dybdal Andersen, 24 år, Skanderborg

Kandidat for Socialdemokratiet til Skanderborg Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Den bedste måde at påvirke tingene er ved at blande sig i samfundsdebatten på et sagligt grundlag. Derfor har jeg været politisk aktiv i S siden jeg var 16 år. Jeg vil ikke være enkeltsagspolitiker, som fokuserer alt for ensidigt på de handicappedes område, men det er vigtigt, at vi får skabt fokus på, at flere med handicap skal i arbejde.

 

 

 Martin Dybdahl Andersen

Claus Højsgaard, 61 år, Løgumkloster

Kandidat for Enhedslisten til Tønder Byråd

Hvad fik dig til at stille op?
Jeg har altid interesseret mig for handicappolitik, og i 2014 blev jeg meldt ind i Enhedslisten. Det var efter en periode, hvor strukturreformen for alvor slog igennem i vores kommune, hvilket gav store gener for ældre og folk med handicap. Jeg får selv hjemmehjælp, og pludselig blev 110 stillinger i hjemmeplejen og på plejehjemmene sparet væk. Det kunne mærkes. Jeg mener, at der i arbejdet også skal være tid til samtaler og omsorg. Og det her handler ikke kun om borgerne, der modtager hjælp, det handler også om de stærkt forringede arbejdsforhold, man i dag byder medarbejderne.

 Claus Højsgaard
Sidst opdateret:
Spastikerforeningen i medierne

Spastikerforeningen i medierne

20-årig spastiker stiller op for SF - JydskeVestkysten Hvem vil hjælpe de svage borgere? - Sjællands Nyheder Bedre samarbejde skal få...

Læs mere ›
KV17: Mærkesager

KV17: Mærkesager

Her kan du se Spastikerforeningens mærkesager op til kommunalvalget, og hvordan vi arbejder for at få dem gennemført.

Læs mere ›
Gå til top Top