Det betyder det nye navn for mig!

Nina JepsenNina Jepsen, informatør

I starten var jeg lidt tilbageholdende, men i dag er jeg rigtig glad for det nye navn, idet det jo refererer direkte til den latinske betegnelse. Det kan jeg personligt godt lide, for nu bruger vi de samme fagudtryk som læger og andet sundheds- og fagpersonale, hvilket, jeg synes, giver så meget mening!

Men først og fremmest synes jeg, at CP-navnet sender et stærkt signal om, at den forening, vi er medlem af, har et meget højt ambitionsniveau, hvad angår viden og den evidensbaserede forskning omkring CP. Det tiltaler mig meget, da det jo er altafgørende for mennesker som mig, at alle de omsorgs-, støttepersoner og fagfolk omkring os har den fornødne viden om CP.

Uanset om det er vores undervisere, pædagogerne i dag- og botilbud, lægen, fysioterapeuten eller en helt tredje fagperson, er vi jo dybest set afhængige af, at de har den nyeste viden. Samtidig tror og håber jeg på, at et navneskifte vil kunne tiltrække opmærksomhed fra flere forskere og videnspersoner, og det er der klart brug for.

På det helt personlige plan har jeg faktisk også oplevet, hvilken kæmpe forskel det har gjort for mig og min identitetsfølelse, at jeg nu i noget tid har omtalt og tænkt på mig selv som ’et menneske med CP’, f.eks. når jeg er ude at holde foredrag som informatør, fremfor at jeg er ’spastiker’.

Jeg er virkelig blevet overrasket over den effekt og pondus, det har givet, og jeg føler mig nu mere stolt og har fået en højere selvværdsfølelse.

Sidst opdateret:
Gå til top Top