Nu kan du tilmelde dig kurserne for 2017
01. februar 2017

Nu kan du tilmelde dig kurserne for 2017

Spastikerforeningens kurser for 2017 er lagt på hjemmesiden, og vi har åbnet for tilmeldinger. Det fysiske katalog kommer ud med Spastikeren i midten af februar, men vi tyvstarter lidt online, så du allerede nu kan tilmelde dig. Se kurserne her.

Kursuskatalog 2017.Du kan se alle kurserne her på hjemmesiden. Men du kan også læse om nogle af dem her:

Love og regler

Vi starter året med kurset 'Love og regler'. Mange forældre har fint styr på, hvilke tilbud Serviceloven giver frem til barnets 18. år, men når barnet bliver myndigt, begynder en helt ny lovgivning.

Kurset ’Love og regler’ giver en grundig gennemgang af Servicelovens støttemuligheder og klæder forældrene på, så de bedst muligt kan planlægge overgangen fra barn til myndig.

I løbet af dagen kommer vi blandt andet ind på: Tabt arbejdsfortjeneste, støtte til køb af ny bil og hjælp til indretning af ny bolig. Det er vores socialrådgiver Jens Tamborg, der underviser, og kurset holdes i vores eget hus i Taastrup.

Barnebarn med cerebral parese

Det kan være et stort chok at få et barnebarn med en alvorlig hjerneskade. Mange bedsteforældre aner ikke, hvor de kan adressere deres spørgsmål, for de vil ikke besvære deres børn, der allerede har nok at se til.

Kurset ’Barnebarn med cerebral parese’ giver en introduktion til det familieliv, der kan følge med et barn med et handicap, og vi giver flere bud på, hvordan livet med cerebral parese kan forme sig: Underviser Leif Nord er psykolog og har mange års erfaring med at vejlede familier, informatør Christa Nielsen har cerebral parese, og Kirsten Jensen er bedstemor til et barn med CP. Trop op, når vi holder kursus i Aarhus den 1. april.

Fyraftensmøder giver en hurtig viden

Kan du ikke afsætte en hel dag, men kun et par timer, er vores fyraftensmøder måske noget for dig. I løbet af foråret har vi adskillige på programmet. Sidst i april får vi besøg af udviklingsdirektør Peder Esben Bilde fra Elsass Instituttet, der fortæller om aldring med cerebral parese. For hvad sker der med kroppen, når vi bliver ældre? Og kan vi selv gøre noget for at ruste kroppen til at få en bedre alderdom?

Et par dage senere har vi fokus på uddannelse, når psykolog Klaus Christensen holder kurset ’Klar til uddannelse’ på Trinity i Fredericia. I løbet af et par timer kommer han rundt om emnet og giver deltagerne redskaber til at komme godt igennem studiestart. Foråret byder også på motion – i hvert fald på et teoretisk plan – når fysioterapeuterne Jonas Skafte Jensen og Helle Hüche Larsen fra Elsass Instituttet sætter fokus på kroppen med og uden funktionsnedsættelse, og hvorfor det er så vigtigt at røre sig.

Teenagere, kom så!

Er du ung, og har du lyst til at bruge en weekend uden dine forældre? Så er Teenageweekenden løsningen. Vi er rykket til Musholm Feriecenter ved Korsør, men som altid får vi hjælp af Tor Bjerregaard og Susanne Heibøll, der har mange års erfaring som pædagoger med at inkludere alle i et fællesskab. Denne weekend står på nye venner, aktiviteter, som er tilpasset den enkelte, hygge, udfordringer og fællesskab. Sæt kryds i kalenderen 16.-18. juni.

Al tilmelding og betaling af kurser foregår her på vores hjemmeside, men du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere. Kontakt os på kursus@spastik.dk eller ring til vores kursuskonsulent Trine Kamp Larsen på 38 88 45 75.

Se alle kurserne her: Kurser 2017

Sidst opdateret:
Gå til top Top