Lav et kunstværk til ’Hjerneugen’
15. december 2016

Lav et kunstværk til ’Hjerneugen’

Går du med en kunstner i maven, eller er du bare god til at udtrykke dig på en kunstnerisk måde? Så har vi en rigtig spændende opgave til dig.

I anledning af hjerneugen, som uge 11 er udnævnt til i 2017, har Spastikerforeningen indgået et samarbejde med en række andre såkaldte ’hjerneforeninger’ om at skabe en stor og spændende kunstudstilling i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup.

Hertil skal Spastikerforeningen, ligesom de andre foreninger, levere fem værker. Og det er her, at du kommer ind i billedet, for værkerne skal nemlig være skabt af de respektive foreningers medlemmer.

For at udstillingen kan blive så mangfoldig som mulig, er alle kunstarter velkommen. Uanset om det er akryl- eller oliemaleri, tegnekunst, papirklip, decoupage eller akvarel, du er god til, eller måske har evner som billedhugger eller alternativ installationskunstner, så er der fri bane til at skabe et kunstværk, der rykker. Eneste betingelse er, at det skal være inspireret af udstillingens titel: Hjernen i fokus.

Send et foto af kunstværket

Når du har skabt dit kunstværk, som du mener kan berige udstillingen, skal du tage et foto af det og sende fotoet til Spastikerforeningen sammen med navn, adresse samt en angivelse af værkets størrelse.

Foto og oplysninger sendes på mail til: spastik@spastik.dk inden den 1. februar 2017.

En lille bedømmelseskomité vil herefter vurdere alle de indsendte bidrag og udvælge de fem værker, der skal indgå i den samlede udstilling. Herefter sikrer vi, at de udvalgte kunstværker bliver fysisk tilvejebragt til selve udstillingen i marts.

Hjerneugens kunstudstilling åbnes med en fernisering torsdag den 9. marts kl. 15, hvor alle der har kunstværker med på udstillingen naturligvis bliver inviteret sammen med en række andre gæster.

- Vi ved fra tidligere, at flere af Spastikerforeningens medlemmer er rigtig kreative, når det gælder kunstneriske udfordringer. Vi håber derfor, at mange har lyst til at bidrage, understreger landsformand Lone Møller, der står i spidsen for den lille bedømmelseskomité, der udvælger Spastikerforeningens bidrag.

Sidst opdateret:
Gå til top Top