Frikommuneforsøg bekymrer Spastikerforeningen
03. februar 2017

Frikommuneforsøg bekymrer Spastikerforeningen

Regeringen har afsluttet gennemgangen af den første runde af ansøgninger til frikommuneforsøg og giver grønt lys til 17 forsøg. Spastikerforeningen er bekymret over flere af dem.

Regeringen har afsluttet gennemgangen af den første runde af ansøgninger til frikommuneforsøg og giver grønt lys til 17 forsøg. 11 forsøg skal afklares yderligere, mens fem er afvist. Det er dog vigtigt at understrege, at alle forslagene – også de der er imødekommet af ministeriet - skal vedtages af Folketinget, inden de er endelig godkendt og kan iværksættes. Der kommer således en politisk proces, hvor vi får mulighed for at påvirke, hvilke forsøg der endeligt godkendes og i hvilken form. Blandt de godkendte forslag er der tre forsøg, som har særlig interesse for mennesker med cerebral parese.

Det drejer sig om en udvidet adgang til at benytte teknologiske hjælpemidler som supplement til pædagogisk støtte og omsorg – også selv om borgeren ikke kan give samtykke (tovholder på dette forsøg er Silkeborg Kommune).

Tilsvarende har ministeriet imødekommet et ønske om udvidet mulighed for at tilkøbe hjælp efter servicelovens §§ 83 og 85. Det er de paragraffer, der handler om hjælp til personlig pleje, hjemmehjælp og socialpædagogisk støtte (tovholder er Holstebro Kommune).

Og endelig har ministeriet imødekommet et forsøg med en mere lempelig adgang til at flytte beboere fra et botilbud til et andet botilbud, selvom borgeren ikke er i stand til at give sit samtykke (tovholder er Favrskov Kommune).

Spastikerforeningen er generelt bekymret over udsigten til, at kommunerne får udvidet og lettere adgang til at bruge tvangsforanstaltninger over for borgere, som ikke aktivt kan give samtykke til eksempelvis at flytte eller blive overvåget via teknologiske løsninger. Det er helt afgørende, at borgernes, og især de svagest stillede borgeres, retssikkerhed respekteres.

Dispensation fra bygningsreglementets tilgængelighedskrav

Hvis de nævnte forsøgsprojekter ender med at blive endeligt godkendt, så vil det i hvert fald være helt afgørende, at de lokale handicapråd og de relevante lokale handicaporganisationer involveres tæt i både selve forsøgsdesignet, undervejs i forsøget og ved evalueringen af forsøget. Vi vil holde en tæt kontakt til de deltagende kommuners handicapråd.

Yderligere to forsøg er på regeringens positivliste, men de kræver yderligere afklaring, inden det kan besluttes, om forsøgene skal indstilles til gennemførelse. Det drejer sig om et omfattende forsøg med indførelse af kommunal visitation til vederlagsfri fysioterapi (tovholder er Esbjerg Kommune). Og endelig skal det afklares, om København og Roskilde Kommuner kan få lov til at opføre billige boliger blandt andet ved at dispensere for bygningsreglementets tilgængelighedskrav. Begge forsøg er Spastikerforeningen dybt bekymret over.

I forhold til den vederlagsfri fysioterapi så har den lægelige visitation i flere år udgjort det faglige bolværk mod kommunale nedskæringer på den vederlagsfri fysioterapi. Derfor frygter vi, at en kommunal visitationsret kan føre til massive nedskæringer i den vederlagsfri fysioterapi.

For så vidt angår muligheden for at fravige handicapkravene i bygningsreglementet for at kunne bygge billigere boliger, så er det selvfølgelig helt uantageligt. Det er en kortsigtet hovsa-strategi. De boliger, vi bygger i dag, skal være hjem de næste 100 år – også for mennesker med handicap. Derfor må vi ikke lade et kortsigtet akut behov for ekstremt billige boliger til flygtninge og hjemløse føre til byggeri af utilgængelige boliger, som vi skal trækkes med i generationer fremover.

Den eneste rimelige løsning er, at man enten hæver forsørgelsesgrundlaget for de pågældende grupper, så de har råd til at bo i de boliger, vi bygger, eller også må staten kompensere kommunerne for en evt. merudgift til handicaptilgængelighed. Spastikerforeningen vil selvfølgelig følge den videre proces for disse centrale frikommuneforsøg.

Frikommuneforsøgene kan følges på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.

Sidst opdateret:
Gå til top Top