Elsass Fonden bliver hovedsponsor for Parasport Danmark
26. januar 2017

Elsass Fonden bliver hovedsponsor for Parasport Danmark

Sammen med JYSK og Pressalit udgør Elsass Fonden nu en stærk sponsortrio, der skal støtte de danske atleter frem mod de Paralympiske Lege i Tokyo i 2020.

Elsass Fonden har i mange år støttet parasporten på lige fod med forskning, uddannelse, boligprojekter, ernæring og fysisk træning. Støtten af handicapatleter med cerebral parese går helt tilbage til de Paralympiske Lege (PL) i Beijing i 2008 og efterfølgende i London i 2012.

De mange gode resultater fik fonden til at melde sig på banen som team-sponsor for Parasport Danmark forud for PL i Rio sidste år. Her fik hele PL-holdet og de individuelle CP-atleter en betydelig økonomisk støtte frem mod deres mål i Rio.

Det har ikke alene skabt glæde blandt paraatleterne, men også hos bestyrelsen i Elsass Fonden, der nu har valgt at gå all-in og blive hovedsponsor for Parasport Danmark - i lighed med JYSK og Pressalit.

Sponsoratet blev offentliggjort ved en velbesøgt reception på Elsass Instituttet onsdag, hvor HKH Prinsesse Benedikte deltog. Som protektor for både Spastikerforeningen, Elsass Fonden, Parasport Danmark og Dansk Rideforbund havde Prinsessen stor interesse i arrangementet og Elsass Fondens sponsorat, som hun var synligt glad for.

Sport og Elsass hænger sammen

I sin begrundelse for nu at indgå som hovedsponsor sagde formanden for Elsass Fonden, Nick Elsass, blandt andet:

- Sidste år så vi, hvor ufatteligt passionerede og talentfulde paraatleter Danmark har. Vi håber, at vores øgede støtte frem mod 2020 kan give parasporten endnu et løft og bidrage til mange flere succesoplevelser i årene, der kommer.

Med det nye Parasport Danmark-sponsorat støtter Elsass Fonden alle PL-atleter, men specifikt atleter med cerebral parese frem mod PL 2020, og som hovedsponsor vil fonden blive synlige på en helt anden måde end tidligere. Elsass Fondens logo vil, op til PL, være påtrykt alt materiale, tøj, tasker osv., der har relation til atleternes sportsaktiviteter frem mod PL i Tokyo.

Pressemødet hos Elsass Fonden bød på endnu en afsløring, da bordtennisspilleren Peter Rosenmeier, som vandt guld ved PL i Rio, modtog Pressalits Keep Living-pris 2016 som årets parasportsudøver.

Fakta:

Et hovedsponsorat i Parasport Danmark er defineret som et organisations-, elite- og breddesponsorat. Herunder støtte til træningssamlinger, nationale og internationale stævner for Parasport Danmarks eliteidrætsudøvere samt udvalgte regionale og landsdækkende idrætsaktiviteter indenfor Parasport Danmarks breddeaktiviteter.

 

Parasport Danmarks formand, Karl Vilhelm Nielsen, elite- og teamchef Michael Møllgaard Nielsen og formand for Elsass Fonden, Nick Elsass.

Sidst opdateret:
Gå til top Top