Borgere skal ikke betale for sonderemedier
27. juni 2017

Borgere skal ikke betale for sonderemedier

Sundheds- og Ældreministeriet har fastslået, at borgere, der er afhængige af sondeernæring, ikke selv skal betale en del af udgiften til sonderemedier.

Mennesker med cerebral parese – og andre handicap – som er afhængige af sondeernæring skal ikke selv betale en del af udgiften til de sonderemedier, der er nødvendige for at indtage sondemaden. Det fastslår Sundheds- og Ældreministeriet i et brev, ministeriet har sendt til Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.

Situationen var ellers den, at en række af Spastikerforeningens medlemmer – efter en ankeafgørelse fra november 2016 – blev opkrævet en egenbetaling på 40 procent af udgiften til sonder, pumper og andre nødvendige hjælpemidler til at indtage sondemad. En månedlig egenbetaling på 1.500-2.500 kroner var helt almindelig i de sager, Spastikerforeningen er blevet inddraget i.

Spastikerforeningen og Muskelsvindfonden rettede derfor i maj måned en fælles henvendelse til sundhedsminister Ellen Trane Nørby, hvor vi gjorde opmærksom på det urimelige i, at borgeren selv skal betale en så stor udgift for helt nødvendige remedier. Og nu har ministeren og ministeriet altså reageret på vores henvendelse ved at skrive til både regionerne og kommunerne. I brevet præciserer Sundheds- og Ældreministeriet, hvordan reglerne skal fortolkes og administreres.

I brevet hedder det bl.a.:

”Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at det følger af afgrænsningscirkulæret, at borgere har ret til at få dækket udgiften til sonderemedier af regionen såfremt sonderemedierne ordineres som led i behandling på sygehus eller som en fortsættelse af den iværksatte behandling (…), forudsat at patienten enten har fået undervisning i brugen af sonderemedierne på sygehuset, eller brugen af sonderemedier er under en vis kontrol af sygehuset (…) Det er samtidig ministeriets vurdering, at patienter, der benytter sig af sonderemedier, som alt overvejende hovedregel, er under en vis kontrol af sygehuset. Disse patienter vil således have ret til vederlagsfrit at få udleveret sonderemedier af regionen”

Det betyder altså, at personer, som har brug for sonderemedier, vil få dem gratis udleveret. Regionen/sygehuset afholder den fulde udgift uden nogen form for brugerbetaling.

- Vi er utroligt glade for, at ministeriet har givet os medhold i en fortolkning af reglerne, som sikrer, at vores medlemmer ikke skal betale flere tusinde kroner for livsnødvendige hjælpemidler. Det er en stor sejr og en meget lykkelig udgang på denne sag, siger landsformand Lone Møller i en kommentar til afgørelsen og tilføjer:

- Og så glæder jeg mig også over samarbejdet med Muskelsvindfonden – og i øvrigt også Scleroseforeningen. Jeg er helt sikker på, at det positive resultat også kan tilskrives, at vi organisationer går sammen om fælles problemer.

Sidst opdateret:
Gå til top Top