Afskaffelse af revalidering kan få store konsekvenser
08. september 2016

Afskaffelse af revalidering kan få store konsekvenser

Som en del af Regeringens stort anlagte 2025-plan foreslår man en afskaffelse af revalidering. Det vil få store konsekvenser for mange mennesker med cerebral parese.

Regeringen foreslår i deres 2025-plan at afskaffe revalidering, der er en støtte fra kommunen til enten en boglig uddannelse, optræning inden for dit arbejdsområde eller egentlig omskoling til et andet erhverv.

Regeringens argument for at afskaffe revalidering er, at der findes mange andre aktiveringstilbud/ydelser, som kan benyttes, for eksempel ressourceforløb, kontanthjælp, uddannelsesydelse, SU etc.

Men en afskaffelse af revalidering vil have store konsekvenser for mange mennesker med cerebral parese.

For eksempel unge med cerebral parese der går på en ungdomsuddannelse (for eksempel HF eller gymnasie) og som alternativ til SU (922 kroner før skat til unge hjemmeboende på 18 – 19 år) er bevilget forrevalidering. Den unge revalidend er berettiget til kontanthjælp under forrevalideringen - pt. 3.411 kr. før skat, dækning af transportudgifter samt nødvendige undervisningsudgifter. Men det vil den unge miste, hvis revalidering bliver afskaffet.

Spastikerforeningen har også flere medlemmer, der er berettiget til revalidering til videregående uddannelser, disse vil også blive hårdt ramt.

Samtidig risikerer mange unge med cerebral parese at blive hårdt ramt af de nye SU-regler.

- Det vil have store konsekvenser, hvis muligheden for revalidering bliver afskaffet. Det vil forringe unge spastikeres mulighed for at få en uddannelse og dermed deres mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Og vi ved jo, at mennesker med cerebral parese i forvejen er en gruppe borgere, der er ved at glide ud af arbejdsmarkedet, siger Spastikerforeningens direktør, Mogens Wiederholt.

Sidst opdateret:
Gå til top Top