10 millioner kroner til forskning i livskvalitet for mennesker med bevægelseshandicap
22. november 2016

10 millioner kroner til forskning i livskvalitet for mennesker med bevægelseshandicap

Bevica Fonden inviterer landets videns- og forskningsinstitutioner til - i første omgang - at komme med idéer til forskningsprojekter, som kan bidrage til at styrke livskvaliteten for mennesker med bevægelseshandicap. Næste skridt er udvikling af udvalgte idéer til konkrete forskningsprojekter med støtte fra fonden.

Bevica Fonden inviterer nu landets videns- og forskningsinstitutioner til at komme med bud på idéer til forskning, der kan bidrage til at styrke forudsætningerne for det selvstændige og uafhængige liv for mennesker med bevægelseshandicap.

Planen er at udvælge 4-6 idéer til viderebearbejdning og konkretisering og dernæst udvælge 2-3 forskningsprojekter til realisering, gerne i form af et Bevica Professorat eller et Bevica Center.

Forskningsprojekterne skal tage udgangspunkt i konkrete problemstillinger, der knytter sig til forudsætningerne for det selvstændige og uafhængige liv. De kan eksempelvis tage afsæt i uligheden på arbejdsmarkedet, hvor mennesker med bevægelseshandicap er mindre repræsenteret end mennesker uden handicap. De kan også tage afsæt i, hvordan man via forskning, behandling og udvikling af hjælpemidler kan styrke kroppen, så forudsætningerne for det selvstændige og uafhængige liv bliver så optimale som muligt.

Nye initiativer, nye hjælpemidler og nye og bedre behandlingsmetoder

Men det kan også handle om andre problemstillinger, så længe fokus er på at styrke livskvaliteten for mennesker med bevægelseshandicap.

- I Bevica Fonden har vi en lang tradition for at støtte forskning, der kan bidrage til ny viden til gavn for mennesker med et bevægelseshandicap. Det er grundfæstet i vores DNA, og det er en væsentlig parameter i vores strategi. Ny viden kan skabe grundlaget for udvikling af nye initiativer, nye hjælpemidler og nye og bedre behandlingsmetoder, som kan bidrage til at styrke den enkeltes livskvalitet og mulighed for at kunne leve et selvstændigt og uafhængigt liv, siger Bevica Fondens bestyrelsesformand Torben Svanberg.

Ifølge formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, er det vigtigt med mere fokus på forskning inden for handicapområdet:

- Mennesker med handicap møder fortsat alt for mange barrierer for at kunne leve et værdigt liv. Derfor er det helt afgørende, at der gennem forskning bliver skabt ny viden, der kan være med til at fjerne barrierer og styrke livskvaliteten for mennesker med handicap.

I Sammenslutningen af Unge Med Handicap er formand Sigrid Stilling Netteberg enig i behovet for mere viden og derfor glad for Bevica Fondens initiativ:

- Der er en del udfordringer at tage fat på. Eksempelvis er det ikke alle børn og unge med handicap, der har mulighed for at udfolde sig fysisk på traditionel vis. Men det er vigtigt at få brugt kroppen og opleve den tilfredshed, der følger med. Både mentalt og fysisk.

Call for Den Gode Forskningside

Bevica Fonden har afsat en ramme på 10 millioner kroner til et call for den gode forskningsidé, som kan bidrage til at styrke forudsætningerne for det selvstændige og uafhængige liv for mennesker med bevægelses-handicap. Callet er målrettet landets videns- og forskningsinstitutioner og vil være en åben invitation til at byde ind med idéer til større forskningsprojekter. Gerne i form af et Bevica Professorat eller et Bevica Center.

Deadline for indsendelse af forskningsidéer er 28. februar 2017.

Læs mere på: bevica.dk

Sidst opdateret:
Gå til top Top