Tabt arbejdsfortjeneste

Kommunen yder hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42. Tabt arbejdsfortjeneste er relevant for dig, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år. Der kan være tale om kompensation i få timer ugentligt i en periode til fuld tid over flere år.

Det er en betingelse, at dit barn forsørges i hjemmet, og at det er nødvendigt for én eller begge jer forældre helt eller delvist at ophøre med deres beskæftigelse for at passe barnet. Man kan få tabt arbejdsfortjeneste, selvom barnet er i dagtilbud eller skole – eller på anden måde passes, plejes og trænes udenfor hjemmet.

Bevillingen beror på et konkret skøn ud fra barnets og familiens behov. Både lønmodtagere og selvstændige kan få tabt arbejdsfortjeneste. Det er som en hovedregel den seneste lønindtægt, der lægges til grund for beregningen, dog højst med et beløb på kr. 29.274 om måneden (2016), der således udgør ydelsesloftet. På timebasis er det højeste beløb 182 kroner, også selv om du har større indtægt i dit egentlig job.

Får du ikke bevilliget - eller skal du ikke have - fuld tabt arbejdsfortjeneste, får du udbetalt de antal timer du har fået bevilliget, for eksempel 10 timer om ugen, hvor højeste timebeløb er 182 kroner.

Hvis du har fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2010, er du omfattet af de tidligere regler, og derfor er du ikke begrænset af et ydelsesloft, men får udbetalt et beløb svarende til din normale løn..

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, hvoraf der betales A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og ATP-bidrag. Der indregnes bidrag til arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.  Der ydes ikke bidrag til privatoprettede pensionsordninger. Personer, der modtager tabt arbejdsfortjeneste, er berettiget til et tillæg til ferieformål. 

Ydelsesloftet reguleres hvert år den 1. januar med det, der hedder satsreguleringsprocenten.
Personer, der er på den gamle ordning og dermed ikke har et loft, reguleres ligeledes med satsreguleringsprocenten. Når man modtager tabt arbejdsfortjeneste reguleres beløbet udelukkende hvert år til 1. januar, og man kompenseres dermed ikke i forhold til eventuelle lønstigninger.

Tabt arbejdsfortjeneste er en løbende ydelse og er ikke tidsbegrænset.  Kommunen kan kun fastsætte en tidsbegrænset periode, hvis der foreligger en aftale med forældrene om, at hjælpen ydes i en på forhånd fastlagt periode. Det er i sådan en situation en forudsætning, at man fra bevillingens start kan se, hvornår bevillingen skal ophøre. Uden en aftalt fastlagt periode løber ydelsen som udgangspunkt til barnet er fyldt 18 år, med mindre der sker ændringer i barnets livsituation.

Sidst opdateret:
Gå til top Top