Hjælpemidler

Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til børn og unge med cerebral parese i henhold til Servicelovens § 112,når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. Ved vurdering af behovet for hjælpemidler til børn lægger man vægt på, at barnet i videst muligt omfang og med størst mulig selvstændighed kan udføre aktiviteter som andre børn.

Kommunen kan stille hjælpemidlerne til rådighed eller hjælpe med at anskaffe dem. Der gives tilskud til reparation af hjælpemidlet, men normalt ikke til drift af det. Det vil sige, at I for eksempel selv skal betale batterier eller serviceeftersyn.

Hjælpemidler, der skal bruges i forbindelse med undervisning, kan ikke ydes efter den sociale lovgivning, men skal afholdes af undervisningssektoren. 

Forbrugsgoder

I henhold til Servicelovens § 113 kan kommunen yde støtte til forbrugsgoder.                                                                                                                
Et forbrugsgode er ting, der kan købes i almindelige forretninger, og som ikke er specielt udviklet til personer med en funktionsnedsættelse. Kommunen kan yde hjælp til køb af et forbrugsgode, hvis det fungerer som et hjælpemiddel for et barn med cerebral parese. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.

Køb af bil

I henhold til Servicelovens § 114 kan kommunen yde støtte til køb af bil til børn og unge med en betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes. I forældre søger bilen på barnets vegne, men det er barnet, der skal stå som ansøger, og det er barnets funktionsevne, kørselsbehov med videre, der er afgørende for, om der kan ydes støtte til bil. Hvis der bevilges støtte til bil, registreres barnet som ejer af bilen og forældrene som brugere.

Hjælpemidler på ferie

Du har ret til at tage dine hjælpemidler med på ferie i udlandet og til at få hjælpemidler stillet til rådighed i Danmark. Læs nærmere her.

Sidst opdateret:
Gå til top Top