Ung Til Ung Linjen

Ung Til Ung Linjen

Ung Til Ung Linjen er gået på sommerferie. Vi åbner igen onsdag den 8. august klokken 19-21. Her sidder en eller flere af vores fire samtalepartnere, Anna, Frederik, August eller Emilie, klar til at tale eller chatte med dig, der har cerebral parese og som er mellem 13 og 25 år.

Telefonnummeret er 69 155 154. Chatten er her på siden. Ung Til Ung Linjen har åbent hver onsdag i lige uger fra klokken 19.00 til 21.00.

Hvad ringer man om?

Du kan ringe anonymt til Ung Til Ung Linjen om lige præcis det DU har lyst til at tale om. Det kan være, du gerne vil sparre med en anden ung om valg af uddannelse? Hvilke fritidsaktiviteter, du kan gå til?   Det kan også være, at du synes, dine forældre er for kontrollerende? Eller du er usikker på, hvordan du skal blive venner eller kæreste med en bestemt person? Måske vil du bare gerne vide mere om Ung Til Ung Linjen, og hvordan det foregår?

Så ring eller chat den 8. august klokken 19. Også selvom du ikke har noget konkret, du vil snakke om, men bare lige vil høre, hvad Ung Til Ung Linjen er for noget.

Du er altid velkommen – uanset hvad du har på hjertet.

 

Her er dem du kommer til at tale eller chatte med:

  Frederik

Jeg hedder Frederik, er 25 og jeg synes en samtalelinje er en super fed ide. Jeg kender en del til blandt andet operationer, da jeg har siddet i kørestol, men er gående i dag. Ellers har jeg rig erfaring med alt det, der rører sig, når man er teenager med CP - lige fra skole til kærester.

 

Anna

Hej!
Jeg hedder Anna, jeg er 22 år, og bor på Nørrebro i København. Jeg studerer til dagligt til kandidat i Sprogpsykologi på Københavns Universitet. Mit handicap i form af min CP har på én gang været min største styrke, og er samtidig min største svaghed. Min CP har helt sikkert givet mig en kæmpe kamgejst, fighterånd og viljestyrke. Men det er også mit handicap, der gang på gang sætter min tålmodighed, min selvtillid og mit mod på prøve. Min CP er på en gang den, der skaber størst usikkerhed, og størst stolthed indeni mig.

 

August

Jeg er 25 år og kommer fra Nørrebro. I øjeblikket læser jeg HF-enkeltfag på KVUC. I fritiden beskæftiger jeg mig med mange kulturelle ting som musik, kunst, mm.
Som barn og teenager gik jeg i en normal privatskole, hvor der udover mig, var to andre elever med CP. I folkeskolealderen brugte jeg meget tid på at spille fodbold.
Jeg er meget åben overfor at tale om alle emner på Ung Til Ung Linjen, om det er skole, fritid, personlige udfordringer eller noget helt andet.

 

Emilie

Jeg hedder Emilie, er 20 år og kørestolsbruger. I øjeblikket holder jeg sabbatår, inden jeg skal læse jura. Til daglig har en BPA ordning, altså hjælpere. Jeg har gået på specialfolkeskole, men almen efterskole og gymnasium. Jeg er klar til at hjælpe med alt!

Sidst opdateret:
Gå til top Top