50+ med cerebral parese

50+ med cerebral parese

Mennesker med cerebral parese udvikler og oplever en række aldersrelaterede forandringer betydeligt tidligere end andre mennesker. Normalt sætter aldring ind omkring pensionsalderen, men det er anderledes for mennesker med cerebral parese. På grund af slitage, fejlstillinger og lignende melder en række alderssymptomer sig væsentligt tidligere. Det betyder, at du ældes betydeligt hurtigere end andre, og denne aldringsproces betyder for mange en for tidlig udtrætning.

Mange mennesker med cerebral parese får tillige senfølgevirkninger, der medfører hurtig fysisk udmattelse. Den fysiske udmattelse kan påvirke dine kognitive funktioner, og det kan betyde, at du får sværere ved at koncentrere dig, sværere ved at huske eller får tendens til at miste overblikket.

Endelig kan støj/og eller lysfølsomhed i stigende grad med alderen medføre stress og udtrætning. Fysisk træning er derfor meget vigtigt for ældre med cerebral parese, men viden om eget funktionsniveau – herunder dine kognitive vanskeligheder - er lige så vigtigt.

Aldring sætter ind

Hvor andre mennesker uden et handicap ældes løbende, kan personer med cerebral parese opleve, at de lige pludselig får vanskeligere ved flere ting. Nogen kalder det, at aldringen pludseligt sætter ind. Men det er mere korrekt at sige, at det er slitagen, der nu sætter sine spor. Du er jo ikke gammel, hvis du er i 50’erne. Men din krop kan allerede her sætte begrænsninger for, hvad du kan rent fysisk. Det skal du være opmærksom på.

Det helt naturligt, at du bliver bekymret og nervøs for, hvad der sker med dig, når du oplever en forværring af din funktionsnedsættelse. Men det er desværre ikke unormalt, at mennesker med cerebral parese oplever, at de meget hurtigt kan mindre end de kunne før.

Opsøg din læge og få en henvisning til en fysioterapeut, der kan give dig konkrete øvelser, du kan arbejde med. Og det behøver ikke være i et træningscenter. Det kan være korte intervaløvelser hjemme på stuegulvet, eller at du køber en kondicykel til hjemmet. Det er uhyre vigtigt, at du rører dig. Oplever du først funktionstab, skal du aktivt på banen for at modvirke det.

Kontakt Spastikerforeningens rådgivning her.

Sidst opdateret:
Gå til top Top