Spastisk cerebral parese
Denne form er den hyppigst forekommende type. Den udgør 75 procent af tilfældene. Ved spastisk cerebral parese er forbindelsen fra hjernebarken (den motoriske cortex) til de motoriske forhornsceller i rygmarven beskadiget.
Det medfører en nedsættelse at de hæmmende reflekser, hvilket giver en konstant forhøjet muskelspænding (muskeltonus) og et uhensigtsmæssigt bevægelsesmønster.
Spasticitet er således et hastighedsbetinget bevægehandicap, der betyder at hurtige bevægelser pludselig bremses, mens langsomme og passive bevægelser kan gennemføres med nogen modstand og besvær.
Ved spastisk cerebral parese udvikler spasticiteten sig ofte langsomt gennem barnets første leveår. Barnet kan endog være præget af muskelslaphed (hypotoni) de første år, hvorefter spasticiteten træder tydeligere frem. Diagnosen cerebral parese kan derfor i nogle tilfælde først stilles i 2-4 års alderen.
Spastisk cerebral parese inddeles i forskellige undergrupper efter lokalisationen at den dårlige motoriske funktion: Monoplegi, Hemiplegi, Diplegi og Tetraplegi.
Monoplegi: Spasticitet/lammelse i en enkelt arm eller et enkelt ben.
Hemiplegi: Spasticitet/lammelse i den ene legemeshalvdel - eksempelvis venstre arm og ben.
Diplegi: Spasticitet/lammelse i begge ben. Såfremt der stort set ikke er symptomer fra arme og hænder, kaldes tilstanden diplegi grad 1, mens der ved diplegi grad 2 er ledsagende betydelig dårlig funktion af arme og hænder.
Tetraplegi: Spasticitet/lammelse i begge arme og begge ben. Tetraplegikere er med stor sandsynlighed også mentalt retarderede. Det behøver ikke at være tilfældet ved de andre undergrupper af cerebral parese.
Alle børn med monoplegi og hemiplegi lærer at gå selvstændigt. Blandt børn med diplegi opnår omkring 80 procent en selvstændig gangfunktion, evt. ved brug af hjælpemidler i form af benskinner. Gangfunktionen vil stort set aldrig kunne opnås af børn med tetraplegi.
Denne form er den hyppigst forekommende type. Den udgør 75 procent af tilfældene. Ved spastisk cerebral parese er forbindelsen fra hjernebarken (den motoriske cortex) til de motoriske forhornsceller i rygmarven beskadiget.
Det medfører en nedsættelse at de hæmmende reflekser, hvilket giver en konstant forhøjet muskelspænding (muskeltonus) og et uhensigtsmæssigt bevægelsesmønster.
Spasticitet er således et hastighedsbetinget bevægehandicap, der betyder at hurtige bevægelser pludselig bremses, mens langsomme og passive bevægelser kan gennemføres med nogen modstand og besvær.
Ved spastisk cerebral parese udvikler spasticiteten sig ofte langsomt gennem barnets første leveår. Barnet kan endog være præget af muskelslaphed (hypotoni) de første år, hvorefter spasticiteten træder tydeligere frem. Diagnosen cerebral parese kan derfor i nogle tilfælde først stilles i 2-4 års alderen.
Spastisk cerebral parese inddeles i forskellige undergrupper efter lokalisationen at den dårlige motoriske funktion: Monoplegi, Hemiplegi, Diplegi og Tetraplegi.
Monoplegi: Spasticitet/lammelse i en enkelt arm eller et enkelt ben.
Hemiplegi: Spasticitet/lammelse i den ene legemeshalvdel - eksempelvis venstre arm og ben.
Diplegi: Spasticitet/lammelse i begge ben. Såfremt der stort set ikke er symptomer fra arme og hænder, kaldes tilstanden diplegi grad 1, mens der ved diplegi grad 2 er ledsagende betydelig dårlig funktion af arme og hænder.
Tetraplegi: Spasticitet/lammelse i begge arme og begge ben. Tetraplegikere er med stor sandsynlighed også mentalt retarderede. Det behøver ikke at være tilfældet ved de andre undergrupper af cerebral parese.
Alle børn med monoplegi og hemiplegi lærer at gå selvstændigt. Blandt børn med diplegi opnår omkring 80 procent en selvstændig gangfunktion, evt. ved brug af hjælpemidler i form af benskinner. Gangfunktionen vil stort set aldrig kunne opnås af børn med tetraplegi.
