Fra den 1. august 2007 har unge med en så omfattende
funktionsnedsættelse, at de ikke har mulighed for - selv med
al den relevante støtte – at gennemføre en ordinær ungdoms-
uddannelse haft et retskrav på en 3-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Uddannelsen tilbydes unge i alderen 16 til 25 år og omfatter også en del unge med CP.
 

Fra starten i 2007 og de første år gik det kun meget langsomt og modvilligt med at få uddannelsestilbuddet etableret og i gang. Men de seneste tal fra Undervisningsministeriet viser, at der nu er kommet skub i uddannelsen.

De nyeste tal, som er fra 28. februar 2010, viser at i alt 3.418 unge er i gang med uddannelsen. Det er 1.586 flere elever end på samme tidspunkt i 2009 – altså en stigning på 82 procent - eller næsten en fordobling af elevtallet på et år.

Redegørelsen viser også, at kun 103 unge indtil nu har nået at afslutte uddannelsen, mens 210 unge har afbrudt uddannelsen. Med kun 210, som har afbrudt uddannelsen, så er frafaldsprocenten relativt lav – nemlig 5,7 procent. I det lovforberedende arbejde blev det forudsat at 8 procent ville falde fra, mens frafaldet på de ordinære uddannelser er langt over 20 procent.
 

Af speciel interesse for netop CP-området så viser tallene fra undervisningsministeriet, at antallet at unge med CP og andre med bevægvanskeligheder ligger lavt.
 

Antallet af unge med CP er ikke specifikt opgjort i analysen, men det fremgår eksplicit, at unge med CP er inkluderet i gruppen med bevægvanskeligheder. Antager vi, at alle unge med CP er medtaget i denne gruppe, så er der maksimalt 27 unge med CP, som er i gang med uddannelsen.

Det tal er overraskende lille. Der er ti årgange (de 16-25-årige), som i princippet har mulighed for at gå på uddannelsen. I disse ti årgange er der totalt set mellem 1.200 og 1.500 unge med CP.

Heraf er 27 i gang med en STU. Det svarer til, at mellem 1,8 procent og 2,3 procent af de unge CP’ere er i gang med STU-uddannelsen.
 

2,3 procent svarer præcist til den andel af en samlet ungdomsårgang, som man forudsatte ville være målgruppe for uddannelsen, da man vedtog loven. Det vil komme bag på mig, hvis den andel ikke er større specifikt i gruppen af unge med CP?

 

Analysen fra Undervisningsministeriet fortæller også en del om, hvilke uddannelsesinstitutioner der indgår i de STU-forløb, eleverne får tilbudt.

Her fremgår det, at det fortsat er de kommunale uddannelsesinstitutioner – og det vil i alt væsentligt sige gamle specialskoler – der står for størstedelen at uddannelsestilbuddet. Det er stadig langt over 50 procent af undervisningen, der foregår her. Men andelen er dog på retur - for blot et år siden var andelen næsten 70 procent.
 

Den udvikling er positiv. Det var jo ikke tanken, at STU’en blot skulle være en fortsættelse af specialskolen. Udviklingen betyder, at STU’en i stigende omfang tilrettelægges på forskellige typer af uddannelsesinstitutioner.

Størst stigning har der været på erhvervsrettede uddannelser, men også højskoler, husholdningsskoler og produktionshøjskoler er i stigende omfang blevet inddraget som uddannelsessteder for STU-elever.  
 

En af de store kampe forud for vedtagelsen af loven var, hvad eleverne skulle leve af, mens de gik på uddannelsen. Handicaporganisationerne kæmpede for, at eleverne skulle have SU med handicaptillæg ligesom unge handicappede i det ordinære ungdomsuddannelsessystem.

Men sådan blev det ikke. Regeringen holdt fast i, at eleverne skulle bevare deres hidtidige forsørgelsesgrundlag. Var man på kontanthjælp eller førtidspension, så skulle man også have kontanthjælp eller førtidspension under uddannelsen.

Argumentet var, at størstedelen af de unge, som skulle bruge uddannelsen, alligevel vil være på pension – og det vil være uhensigtsmæssigt at ændre på det – og i øvrigt en økonomisk dårlig idé for den enkelte elev, da pensionen er højere end SU plus handicaptillæg.
 

Undervisningsministeriets tal viser imidlertid, at det lagt fra er så mange, som er på førtidspension. Kun 37 procent af de nuværende elever er på førtidspension, mens 43 procent er på kontanthjælp, en mindre gruppe (2 procent) får revalidering, mens de resterende 18 procent formodes at være forsørget af deres forældre.
 

Det er overraskende, at så mange er på kontanthjælp – en midlertidig forsørgelsesydelse, som bestemt ikke er tænkt som en forsørgelsesydelse til unge under uddannelse. Kontanthjælpen kan desuden være meget lav – også lavere end SU’en. Der bør derfor fortsat arbejdes på at få STU’en gjort SU-berettiget.
 

Et af de øvrige helt store stridspunkter, da uddannelsen blev vedtaget, var prisen på uddannelsen. Hvad ville det koste at tilrettelægge en sådan særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Kommunerne (som betaler) påstod et og finansministeren (som skulle kompensere kommunerne) påstod noget andet. Hvem der har fået ret fremgår ikke direkte af tallene fra Undervisningsministeriet.

Men tallene viser, at prisen er ekstremt forskellig fra kommune til kommune. Billigste tilbud koster 63.000 kroner pr. år, mens dyreste tilbud koster 630.000 kroner - eller 10 gange prisen af det billigste.

Tal, som vores formand har bedt undervisningsministeren om, viser, at gennemsnitsprisen på landsplan ligger omkring 150.000 kroner pr. år.
 

Det er jo interessant at se, hvordan STU’en generelt udvikler sig. Men set med Spastikerforeningens øjne, så er det naturligvis meget mere interessant at vide præcist, hvordan uddannelsen bruges eller ikke bruges af unge med CP.
 

Vi arbejder derfor i øjeblikket på at få beskrevet og finansieret et projekt, som helt specifikt kan fortælle os, hvordan STU anvendes af unge med CP. Vi har således bedt analysefirmaet Oxford Research om at udarbejde en projektbeskrivelse og et budget for, hvordan vi kan få svar på følgende helt fundamentale spørgsmål:
 

Ved at få besvaret og belyst disse spørgsmål vil vi få et rigtig, rigtig godt billede af, hvordan og med hvilket resultat STU’en bruges i forhold til vores unge.

Vi vil få at vide, hvor mange der er i gang (er der virkelig så få, som tallene fra Undervisningsministeriet antyder?). Vi vil få at vide, hvem der får tilbudt uddannelsen – og ikke mindst, hvem der ikke får den tilbudt.

Det vil, som en afledet effekt, også give os viden om, hvilke ungdomsuddannelser unge CP’ere i øvrigt benytter sig af. Derudover vil vi få et billede af, hvad indholdet er i uddannelserne. Er der tale om færdiglavede ”pakker” eller, som reglerne kræver, et individuelt tilrettelagt forløb.

Og endeligt – og ikke mindst vigtigt: Vi vil få viden om, hvad eleverne synes, de får ud af at gå på en STU.

---------------------

Find mere om STU'en og Undervisningsministeriets redegørelse her.