Det forpligter at være anfører 

- Mit handicap ville blive større, hvis jeg bare sad derhjemme og spillede computer, siger Peter Jon Hansen, der er 24 år, spastiker og anfører på CP-landsholdet i fodbold.

Ordene er meget rammende for Peters tilgang til handicap og Peters aktive liv – helt fra han var lille. Han blev født på Herlev Hospital i 1986 og er opvokset i Brønshøj i udkanten af København. Peter har en halvsidig parese, der ikke hindrede ham i at gå i almindelig folkeskole.

- Jeg er aldrig blevet mobbet i skolen, men har altid måttet arbejde lidt hårdere for tingene end andre, husker Peter.

I 2. klasse begyndte Peter at spille fodbold, men her blev det tydeligt, at Peter havde nogle motoriske problemer, som de andre ikke havde.

- Jeg var ikke så hurtig, og jeg kunne ikke jonglere med en fodbold, forklarer Peter, der brugte fritiden på at se andre spille fodbold i lokalområdet og selvfølgelig se fodbold i tv.

Rart at være sammen med andre
Fodbolden var altså en stor udfordring, og måske derfor blev det en større succes, da Peter begyndte at svømme. Han svømmede 5-6 år og kom på talentholdet, men fodbolden blev dog aldrig glemt. For selvom svømmekarrieren gik godt, var det også fodbold som en holdsport, der trak i ham.

Da Peter var cirka 13 år, blev han opfordret til at spille fodbold på et hold for handicappede, Måløverne. Det gik godt, og siden da gik fodboldkarrieren bare fremad – og ud over det rent fodboldmæssige var der også en sidegevinst.

 - Jeg havde ikke tidligere haft behov for at være sammen med andre handicappede, men i Måløverne opdagede jeg, at det var rigtig rart at være sammen med andre i samme situation, husker Peter.

Mens fodboldkarrieren rullede af sted, valgte han at uddanne sig til salgsassistent, og i dag arbejder Peter i Skoringen i Charlottenlund. Peter har altid haft svært ved at overbevise andre om, at han har et handicap, fordi det ikke er synligt. I situationer hvor han har skullet søge job, har han også haft store overvejelser, om han for eksempel skulle skrive om sit handicap i ansøgningerne eller vente til samtalen med at nævne det.

Via tiden i Måløverne kom Peter på CP-landsholdet, hvor han var med fra begyndelsen af landsholdets start, og blandt andet derfor er blevet anfører for holdet.

- Jeg synes, det forpligter at være anfører, man skal gå forrest, og de andre stoler på mig, siger han om det tillidsfulde hverv.

Kæmpe forløsning
I modsætning til Morten Olsens rød/hvide-tropper i Parken har CP-landsholdet ikke en kvalifikationsturnering, holdet spiller i. Kampene bliver arrangeret sporadisk hen ad vejen.

Dog var EM i sommer i Skotland en undtagelse. Her deltog holdet sammen med blandt andre værtsnationen Skotland, Rusland, Ukraine m.fl.

- Det var en fed oplevelse at være til EM, og jeg fik kuldegysninger, da nationalmelodien blev spillet. Det kom dog bag på os, at vi fik tæsk i de første kampe, for vi havde ikke regnet med, at de andre lande var så gode, siger Peter.

Peter huserer mest på venstre midtbane på syv-mandsholdet, og under EM var der brug for al talent og løbekraft, for modstanden var stor, og efter klare nederlag til Skotland, Rusland og Holland skulle æren reddes i den sidste kamp mod Finland.

- Min største oplevelse som fodboldspiller var kampen mod Finland. Vi skulle vinde for ikke at ende sidst, og vi vandt ved at score til 3-2 i sidste øjeblik. Det var en kæmpe forløsning og lettelse, forklarer Peter, hvis største skuffelse var den første EM-kamp mod Skotland, hvor han blev meget overrasket over, hvor gode de var.

Den kvalificerede modstand har inspireret Peter til at træne mere, og drømmen om OL lever da også stadig. Det kræver dog, at holdet er blandt de otte bedste i verden, så måske går der nogle år, før det sker. I mellemtiden får Peter også noget andet at tænke på, da han skal være far til januar – måske stjæler det opmærksomheden fra fodbolden et stykke tid.