På flugt – fra far og mor

Nogle børn er ikke på flugt fra krig og klimaforandringer – de stikker af fra deres forældre.

Af Karin Ditlevsen

Formanden for SPU, Spastikerforeningens Ungdom, Thomas Arpe har været med til at oprette et projekt for unge med cerebral parese (CP) i Uganda. Her oplevede han på tæt hold, hvor ufatteligt barske forhold, børn med handicap lever under i det afrikanske land.

Nogle børn med handicap er ikke på flugt fra katastrofer og krig. De er på flugt fra deres egne forældre.

Børnene ønsker et bedre liv, og mange af dem har et stort ønske om at få lov til at gå i skole.
 
Det forhindrer nogle forældre deres børn i, for børn med handicap skal helst sidde stille derhjemme, ofte gemt af vejen i en krog.

Naboerne må helst ikke mindes for meget om, at familien ved siden af har et barn med CP. Det betragtes som en skam og føles som en straf af forældrene.

Det bedste for de børn er derfor ikke nødvendigvis at bo hos deres forældre, siger Thomas Arpe.

Børnehjemmet redder liv
Nogle børn med handicap bliver overladt til sig selv og et liv som tigger på gaden. Andre bliver efterladt af deres forældre udenfor et børnehjem i Kampala.

De børn er heldige. De får en chance for at få den medicinske behandling, de har brug for, og den skolegang, mange af dem drømmer om.

Desværre er det ikke alle de børn, der bliver afleveret, som når at få hjælp i tide. Derfor er der begravet en del børn i børnehjemmets have.

Far og mor skal vide bedre
Forældrenes behandling af deres handicappede børn virker uforståeligt barsk, men Thomas stiller sig ikke til dommer - forældrenes opførsel er et resultat af uvidenhed, forklarer han.

- De ved ikke bedre. De forstår generelt kun fysiske handicap. Et barn, der mangler en arm eller et ben er ikke til at overse, og det er der ikke noget ”mystisk” i. Et barn med CP er sværere at forholde sig til, siger Thomas.

Den uhyrlige holdning til CP skal projektet være med til at ændre på.

Piger lever livet farligt
Piger med handicap – og piger i det hele taget – har nogle helt særlige problemer i Uganda.
Allerede fra de er halvstore, er det farligt for dem at gå alene omkring. De risikerer at blive overfaldet og misbrugt seksuelt. Det er dagligdag. Det er også dagligdag, at piger, som gerne vil have et arbejde, tilbyder deres kommende chef ekstra ydelser i form af sex.

Pigerne gør det for at overleve, og de gør det også for at kæmpe sig til et bedre liv. Som drengene vil de også gerne gå i skole, og mange af dem lever som slaver for mænd for at få råd til en uddannelse.

Det hjælper ikke at græde
- Det var meget hårdt at opleve, fortæller Thomas Arpe. Men han mener, at det måske næsten var hårdere for hans hjælper at opleve. Thomas var trods alt forberedt på det værste, da han tidligere har været i Ghana og der så mange børn med handicap, som tiggede på gaderne.

- Der var trods alt ikke helt så mange børn på gaderne i Uganda, siger Thomas Arpe uden antydning af ironi.

Når Thomas bliver spurgt om de forfærdelige ting, han oplevede, ikke var lige til at græde over, er han meget konstruktiv.

- Jeg får bare endnu mere lyst til at hjælpe, når jeg ser og hører de ting, er hans svar.

-----------------------------------
CP-Projektet i Uganda
Hovedformålet med det projekt, Thomas Arpe arbejder for, er at støtte unge med CP i Uganda.
Bag projektet står Spastikerforeningens Ungdom (SPU) og Sammenslutningen af Unge med Handicap, SUMH. Danskerne arbejder sammen med NUDIPU Youth - Ugandas handicapforening for unge med CP.

Projektet skal dels skabe en holdningsændring i Ugandas handicapbevægelse, dels påvirke hele det ugandiske samfunds opfattelse af unge med CP.

To unge spastikere i Uganda, som er ungdomsledere i NUDIPU Youth, fungerer som forbilleder for projektet. En af deres opgaver er at tage rundt i Uganda og forklare om projektet.

Informationskampagnen skal styrke og organisere unge med CP og give dem redskaberne og mulighederne for at stifte en selvstændig CP-organisation.