|
Jørgen Knudsen kontaktede for nyligt sin kommune, Skive, da han intet havde hørt siden starten af november sidste år om virkningen af den nye lovgivning for BPA, der trådte i kraft for over et år siden.
Sagsbehandleren sagde dengang i november, at kommunen arbejdede på højtryk for at blive klar til §96-brugerne i Skive Kommune, så der kunne visiteres efter de nye regler.
Jørgen Knudsen vil nu igen skrive til kommunen, da sagen er, at §96-brugerne i Skive bliver mere og mere pressede.
- Vi bliver presset af vore hjælpere på grund af deres nye ret til arbejdsmarkedspensioner og anciennitet m.v. ifølge den ’nye’ BPA-lovgivning, der altså nu er et år gammel. Men selvom kommunen begynder at visitere efter den nye lovgivning, er der ingen garanti for, at vi kan honorere hjælperne efter den nye handicaphjælperoverenskomst på området, siger Jørgen Knudsen og tilføjer:
- Derudover bliver det simpelthen et mareridt for os, når vi skal have orden i det hele med tilbagevirkende kraft, når de har fået styr på vore nye bevillinger i kommunen. Jeg gruer for de §96-brugere, der stadig ordner hele lønberegningen og -udbetalingen selv – og det er der stadig en meget stor del af os i Skive, der gør. Hvordan skal de kunne klare både selve udregningerne i forhold til deres hjælpere – specielt tilbagekalkulerne og -regningerne – samt Dataløn til den tid.
Har stadig arbejdsgiveransvar
Det er en arbejdsgivers ansvar at bringe det alt sammen i orden overfor deres hjælpere/BPA-assistenter, og brugerne har jo stadig arbejdsgiveransvaret her i kommunen – på trods af de nye regler.
På baggrund af alt dette har Jørgen Knudsen valgt at spørge Folketingets socialudvalg – via Lone Møller, der er HB-medlem i Spastikerforeningen – om:
- udvalget mener, at det er i overensstemmelse med borgernes retssikkerhed, at Skive Kommune et år og 18 dage efter lovens ikrafttræden skriver til borgere med BPA efter lov om social service §96, og fortæller at de nu i løbet af de næste tre måneder vil vende tilbage med en bevilling med udgangspunkt i de nye regler fra 1. januar 2009?
- udvalget mener, at det vil være rimeligt med en ekstra bevilling til at udføre det administrative arbejde, der skal til for en person, en pårørende, en virksomhed eller en forening for at udarbejde en regulering af handicaphjælpernes løn- og ansættelsesvilkår med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2009?
Jørgen Knudsen pointerer, at ovenstående spørgsmål til socialudvalget skal ses ud fra et generelt niveau, hvad der p.t. foregår på BPA-området i landets kommuner, og ikke som en enkeltsag fra Skive Kommune.
|