Nordisk CP-konference i Oslo
Af Cæcilie Nisbeth, sekretær i SPU
For anden gang er der blevet afholdt Nordisk CP-konference. Denne gang i Norges hovedstad, Oslo (første gang var i Göteborg i Sverige i 2010). Igen var Spastikerforeningens Ungdom repræsenteret, denne gang af sekretæren, Cæcilie Nisbeth.
CP-konferencen var en endags-konference, og indeholdt oplæg fra forskellige fagpersoner. I år var emnet skole, uddannelse og arbejde for børn, unge og voksne med CP.

Svensk projekt om overgangen til voksenlivet
Et af de spændende oplæg handlede om et projekt, man havde kørt i Sverige (2007-2010) under den svenske spastikerforening, Riksförbundet för Rörelsehindrade Barn och Ungdomar.
Under overskriften ”Ge mig vingar som bär” havde foreningen sat fokus på overgangen fra barn til voksen, og hvordan man bedst støtter de unge i den proces.
Projektet endte bl.a. med, at man oprettede en mentorordning, hvor 20-30-årige unge spastikere var én-til-én mentorer for yngre spastikere i alderen 12-15 år i en tidsbegrænset periode. Det fik både den unge og mentoren stor udbytte af.
I forlængelse af projektet udgav man fem små hæfter beregnet til de unge selv om vigtige ting på vejen til at blive voksen, fx om huslige opgaver eller venner/relationer.
Indlæringsvanskeligheder
Fra Danmark kom psykologen Louise Bøttcher og fortalte om indlæringsvanskeligheder og kognitive vanskeligheder hos børn (og unge) i skolen. Hendes oplæg tog udgangspunkt i det hæfte, hun har skrevet for Spastikerforeningen, ”Når en elev i klassen har cerebral parese - hvad så?” fra 2011.
Hun fortalte, hvilke problematikker der kunne opstå, når man havde indlærings- og kognitive vanskeligheder. Hun gennemgik fagene og gav eksempler på, hvilke problemer, der kunne være, og hvordan man kunne afhjælpe dem.
Hendes pointe var, at man startede tidligt og hurtigt fik lavet en udredning, der kortlagde vanskelighederne, så barnet kunne få den rette hjælp. For fik barnet ikke den rette hjælp i tide, kunne det gå ud over barnets evne til at lære det nødvendige for at kunne få en uddannelse eller et arbejde.
Problemer på arbejdsmarkedet, der kan løses
Spastikerforeningens psykolog, Klaus Christensen, var dagens sidste oplægsholder. Han kom med fire ekspempler på personer, der var ude på arbejdsmarkedet, og som var begyndt at få sværere og sværere ved at passe deres arbejde. Ingen af dem var klar over deres kognitive vanskeligheder, og hvordan der skulle kompenseres for dem.
Han fortalte at med en udredning, var det muligt, at tage de hensyn, der var nødvendige, for at personen kunne blive på arbejdsmarkedet, i stedet for at ende på en fortidspension. Med udredningen lykkedes det dem at beholde deres arbejde.
Hjælpemiddeludstilling
I kongrescentret var der en lille hjælpemiddeludstilling. Overordnet var der tre typer hjælpemidler udstillet: Kommunikationshjælpemidler, gangstativer og kørestole. Udstillerne var alle norske firmaer, der viste deres nyeste ting frem.
Den næste Nordiske CP-konference afholdes i Danmark i 2014.



















