På lige vilkår
Michal Spicker Jensen fandt fascinationen for bordtennis som ni-årig. 20 år senere har karrieren været via VM og de Paralympiske Lege - men nu er det slut.
Af Benjamin Steengaard Rasmussen
- Højdepunktet var helt klart i 2005, da min makker Peter Rosenmeier og jeg vandt EM for hold. Tyskland havde siddet på tronen i 10 år, så det var stort at vippe dem af pinden, siger Michal Spicker Jensen, der er 29 år, spastiker og bordtennisspiller.
Eller rettere tidligere bordtennisspiller, for Michal har lagt battet på bordet for sidste gang i erkendelsen af, at han ikke længere går ind i det 100 procent.
Karrieren har budt på både VM og Paralympisk deltagelse, noget som intet måske tydede på, da han blev født 10 uger for tidligt og fik cerebral parese.
Michal er hårdest ramt i benene - og går derfor usikkert - og i lettere grad i overkroppen. Han er opvokset i Taastrup, og som ni-årig tog han bordtennisbattet i hånden for første gang.
- Jeg startede med at spille, da jeg var 9 år og gik i en fritidsklub. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg synes det var sjovt, og at jeg var god til det i forhold til mine venner. Jeg meldte mig derefter ind i Ballerup Handicap Club, og efter nogle år meldte jeg mig også ind i en almindelig klub, så jeg kunne få bedre trænings-muligheder, forklarer Michal, der spiller med en almindelig hospitalsstok i højre hånd og battet i venstre - på den måde kan han bedst holde balancen.
Taktisk præget spil
- Jeg har altid været vild med alle former for sport, specielt boldsport. Da jeg pga. mit handicap ikke kunne gå til fodbold eller håndbold, ligesom mine venner gjorde, var bordtennis et fint alternativ. Desuden kunne jeg spille det på lige vilkår med mine ”almindelige” venner, det spillede helt sikkert også en rolle, siger Michal, der i dag bor i Skovlunde med sin kæreste og hendes datter på 5 år og arbejder som service partner i Berlingske Medias callcenter.
- Jeg synes, det er svært at sige præcis, hvorfor jeg synes bordtennis er så sjovt. Men jeg kan godt lide tempoet i spillet, og at det er et meget taktisk præget spil. Desuden får man pulsen op og mulighed for at få rørt sig, uden de store chancer for skader, også selvom man er handicappet, forklarer han.
Michal kom ind omkring handicaplandsholdet, da han var 17 år, og han var med til sit første EM to år efter. Højdepunktet for ham var i 2005, da han sammen med sin makker vandt EM for hold over Tyskland.
- Ikke mindst fordi vi begge slog verdens nummer et i finalekampen, siger Michal.
I single var hans bedste resultater en fjerdeplads ved EM i 2003 og en kvartfinale ved VM i 2006. Desværre lykkedes det ham aldrig at vinde en singlemedalje til de store mesterskaber, selvom han var med fremme i mange år.
Undervejs i karrieren trænede han mellem 10-20 timer om ugen, alt efter tidspunktet på sæsonen. Der ud over lavede han en smule fysisk træning – særligt for ryggen - så han kunne holde til at spille så meget bordtennis.
To nederlag
De Paralympiske Lege i Kina i 2008 var en kæmpe oplevelse.
- Der var 5000-6000 tilskuere til alle kampe, hvilket vi bestemt ikke var vant til. Jeg var én bold fra at komme i semifinalen, hvilket selvfølgelig var meget meget ærgerligt, men omvendt følte jeg, at jeg havde spillet noget af mit bedste nogensinde, og jeg havde blandt andet slået verdens nummer tre, forklarer Michal og tilføjer:
- Min største nedtur var uden sammenligning EM sidste år, da jeg var seedet nummer et inden singleturneringen, men desværre tabte til en ny franskmand i kvartfinalen. Oven i købet røg vi ud i første runde af hold-konkurrencen efter to nederlag til mig, så den turnering var bestemt ikke nogen succes for mit vedkommende.
Michal har siden reflekteret over bordtenniskarrieren og hans egne evner med battet.
- Hvis jeg skulle lave noget om, ville jeg i langt højere grad have satset på mentaltræning. Jeg kunne slå alle specielt i de indledende runder, men jeg tabte til gengæld næsten også altid i medaljekampene. Det satte sig nok lidt i hovedet på mig, specielt til sidst, jeg blev desværre bare for sent bevidst om det, til at jeg kunne lave det om, konstaterer han.
Michal spillede sin sidste kamp ved EM sidste år. Beslutningen om at stoppe var taget inden den knap så succesfulde turnering.
- Jeg havde allerede inden turneringen besluttet at jeg ville stoppe, da jeg ikke har lyst til at bruge så meget tid på det længere. Jeg synes kun, man skal være med, hvis man går 100 procent ind for det, jeg kunne bare mærke, at jeg ikke glædede mig til turneringerne i samme grad som tidligere, og det blev sværere og sværere at finde motivationen til at træne, siger Michal, der dog ikke vil afvise, at han begynder at spille bordtennis igen – men på internationalt plan bliver det ikke.
