På vej mod en P.h.d. i psykologi?
Af Dorthe Christiansen
Kommunikationsmedarbejder
Mette Nyrup er 27 år og bor i en ældre- og handicapbolig i Humlebæk sammen med sin servicehund Sahva. Hun er vokset op i en helt almindelig kernefamilie og har en lillebror, som betyder meget for hende. Mette er nyuddannet psykolog. I øjeblikket er Mette ved at skrive en ansøgning til et phd-studie.
Mette Nyrup fortæller, at mange tit spørger
til, hvordan det er at bo sammen med en
masse ældre mennesker, når man er så ung
som Mette:
- Til manges overraskelse er jeg faktisk rigtig
glad for at bo, hvor jeg bor, selv om mine
naboer mest er ældre mennesker. Men alle er
søde, og hvis jeg har lyst til at snakke med
nogle, så er der altid mulighed for det.
Jeg er blevet meget positivt overrasket over,
hvor glad jeg er for at bo her. Jeg klarer mig
stort set selv, men har dog hjemmehjælp til
rengøring, og mine forældre står for stor-
indkøb og tøjvask, fortæller Mette.
I folkeskolen følte jeg mig dårligt behandlet af de voksne
Folkeskolen var ikke en dans på roser for Mette, der ofte følte, hun blev dårligt behandlet af de voksne. De talte ned til hende, og hun blev behandlet som om, hun ikke kunne klare sig selv:
- De regnede med, at fordi jeg er anderledes, så måtte jeg have faglige problemer. Jeg tænkte fx tit: Hvorfor er det lige, jeg skal have støttelærer? Men jeg var dygtig til de faglige ting i skolen, alligevel forventede de ikke noget af mig. Mine forældre blev fx rådet til at fritage mig fra engelsk, men det gjorde de heldigvis ikke. Jeg kunne jo ikke have læst psykologi, hvis jeg ikke havde haft engelsk i folkeskolen!, fortæller Mette.
Det var først, da Mette begyndte i 10. klasse på en anden skole, at hun mødte lærere, som løste tingene på en konstruktiv måde. Der var fx en lærer, der sørgede for, at hun fik en bærbar computer, fordi det gav hende mulighed for at skrive sine opgaver meget hurtigere. Mette blev utrolig glad for at møde lærere, som ikke så på hende som et problem, men som derimod var kreative nok til at finde løsninger på ting, som Mette har sværere ved på grund af sit handicap fx at skrive tekster i hånden. Mette har også kun gode oplevelser fra universitetet:
- På universitetet oplevede jeg absolut ingen forskelsbehandling – i så fald kun på den gode måde. Jeg fik fx dispensation, så jeg kunne skrive på computer til eksamen, fordi jeg skriver meget langsomt i hånden. På universitetet var det min oplevelse, at der blev gjort meget for at tilgodese studerende med handicap, fortæller Mette.
Fra bunden til toppen
Da Mette startede på sit drømmestudie psykologi, var hun henrykt. Det skulle dog siden vise sig at blive noget af en psykisk rutschetur for hende. Hun var helt nede at vende, men hun kom ud af det som en stærkere og mere afklaret person:
- Jeg var utrolig glad for at læse psykologi, men jeg startede med at få en krise i forhold til det at være handicappet. Der var nogle ting, jeg ikke havde fået bearbejdet. Samtidig startede jeg med at dumpe i det første fag, og det førte naturligvis til, at jeg måtte overveje, om studiet overhovedet var noget for mig? Men heldigvis fortsatte jeg, og det endte med at gå rigtig godt. Jeg sluttede af med at få et 13 tal i mit speciale, fortæller Mette.
I forbindelse med universitetsstudiet var Mette i praktik hos PTU, og her opstod en særlig interesse for handicapproblematikker. Mette opdagede, at det var et emne, der stort set ikke er forsket i, og i sit møde med mennesker med handicap under sit praktikophold, fik hun stor interesse for, hvad der psykologisk set sker med mennesker, der har et handicap. Mette mener faktisk, at det er en fordel, at hun selv har et handicap:
- I den forbindelse tror jeg, det er en fordel for mig, at jeg selv har et handicap, fordi det giver mig en personlig viden om, hvad det vil sige at leve med problemer, som er mere alvorlige end dem gennemsnitsmennesket er udsat for, siger Mette.
Mette synes, det er spændende med terapi, men hendes hjerte brænder for forskningen:
- Derfor er det min store drøm at blive p.h.d. studerende. Jeg elsker at læse tykke bøger og tænke over tingene. Det vil virkelig være stort for mig, hvis jeg bliver p.h.d. studerende. Med psykologien er jeg kommet ind på den rette hylde. Jeg beskæftiger mig med noget, som er spændende og som er meningsfyldt for mig, siger Mette.
Men da Mette er tilkendt fleksjob, betyder det, at hun ikke kan læse en p.h.d. på fuld tid. Derfor er Mette spændt på, om hendes ansøgning om et p.h.d. studie kan accepteres på de vilkår. Hun er dog fortrøstningsfuld, hvad det angår.
Der skal trænes, men der skal også være plads til andre ting
Mette Nyrup spekulerer nogle gange på, om hun har betalt en stor pris for al den træning, hun skulle til som barn:
- Jeg har vel været heldig, fordi jeg ikke er blevet mobbet, men på den anden side, så har jeg heller aldrig haft vanvittigt mange venner. Det kan godt hænge sammen med, at jeg altid skulle noget efter skoletid: Fysioterapi, ridning og svømning. Der var ikke altid så god tid til at lege, fordi der var så meget træning. Og når jeg gik til ridning, var det ikke for at nusse med hestene og småsludre med de andre piger, det var kun for at ride, jeg var der, fortæller hun.
Derfor har Mette foretaget et bevidst valg i forhold til sin træningsindsats. Hun har valgt at nedprioriterer sin træning, så der også bliver tid til andre ting. Det betyder dog stadig meget for Mette at være i god fysisk form for det giver også god livskvalitet:
- Jeg har fundet en balance mellem træning og muligheden for at gøre andre ting. Det er for surt, hvis det hele går op i træning, siger Mette.
Fordommene er der stadig
Mette møder desværre
ofte folks fordomme.
Det sker fx, når hun er
ude at handle ind:
- Når man er kørestols-
bruger, møder man
stadig mange fordomme
fx folk der snakker hen
over hovedet på en.
Nogle gange er jeg lige
glad, andre gange rea-
gerer jeg på det og får
lyst til at provokere. Det
sker fx når jeg er ude
og købe tøj med en ven-
inde, og ekspedienten
henvender sig til min
veninde, selv om det er
mig, der skal købe blusen,
så siger jeg nogle gange
’hallo, det er altså mig, der skal købe blusen’, andre gange betaler jeg bare og tænker ’hold da op, hun er sørme dum’, fortæller Mette.
Mette havde også en rigtig kedelig oplevelse med en sagsbehandler, som – da Mette stolt fortalte, at hun havde fået 13 i sit speciale - kvitterede med følgende bemærkning: ’ Nå, de havde nok ondt af dig’. Hvor fordomsfuld har man lov til at være, spørger Mette.
Det største problem ved at have et handicap, er de fordomme, Mette føler, hun er nødt til at kæmpe imod:
- Folk tror en masse, men ved ikke ret meget. Min erfaring er, at det, der virkelig kan rykke ved folks fordomme, er, når man lærer et menneske med handicap at kende. Der var fx flere af mine studiekammerater, der gav udtryk for, at de var overraskede over, hvor meget jeg som handicappet ligner dem. Derfor er det bedste, der kan ske, at mennesker med handicap i højere grad deltager i alle dele af samfundslivet. Men det kræver, at mennesker med handicap er villige til at stikke næsen frem, de steder folk er, mener Mette.
Jeg er optimist og ser mulighederne
Til trods for Mettes kamp mod fordomme, er hun en kæmpe optimist, som ser mulighederne frem for begrænsningerne. Med årene er hun blevet bedre til at tage tingene som en udfordring. Hun har taget føringen i sit liv:
- Jeg er spastiker og kørestolsbruger, men der er mange ting, der kan lade sig gøre alligevel. Okay jeg ville gerne have været sygeplejerske eller lægesekretær, men det ville nok ikke være så smart, så jeg har da også været nødt til at tage nogle fravalg. Men i dag er jeg jo meget tilfreds med det valg, jeg har gjort. Jeg elsker psykologi, så fravalg kan også føre noget godt med sig, siger Mette.
Min hund gør mig glad
Der er i det hele taget meget at glæde sig over for Mette:
- Det giver livskvalitet, at det er muligt at leve et aktivt liv på trods af handicappet. Jeg har fx en bil, så jeg kan komme rundt, og den betyder virkelig meget for mine muligheder for deltagelse. Det giver også livskvalitet at være sammen med min kæreste og min familie, fortæller Mette.
Og så er der den firbenede, som giver Mette masser af gode oplevelser, nemlig Mettes servicehund Sahva, som virkelig betyder meget for hende:
- Min hund hjælper mig med praktiske ting, som at samle ting op, som jeg taber. Men det er egentlig ikke det vigtigste. Den betyder også meget for mig socialt. Den giver mig glæde i hverdagen, og den tvinger mig ud flere gange om dagen, fordi den skal luftes – også de dage hvor jeg har mest lyst til at blive under dynen. Det er også utroligt, så mange mennesker man kommer i kontakt med, når man har hund. Jeg har aldrig før talt med så mange vildtfremmede mennesker, og det sjove er, at når jeg kommer med min hund, så er det hunden folk ser - ikke min kørestol, fortæller Mette Nyrup.
