Spørgsmål
Kære Kirstine,
Vi har en søn på fire år med svær CP. Lillesøster på knap 2 år elsker at køre i hans manuelle kørestol, og hun kan uden problemer køre rundt med den i hele huset. Det kan vores søn endnu ikke, selv om han er det ældre.
Mit spørgsmål til dig er derfor, om det i orden, at kørestolen indgår som et "legeredskab" for lillesøster? Jeg har selv tilladt det, fordi jeg tænker, at det er med til at afmystificere min søns hjælpemidler. Børnene deler i øvrigt alt legetøj. Hvordan har du oplevet sådan en situation som barn? Jeg ønsker sådan, at mine unger får et naturligt forhold til hinanden.
Svar
Jeg kan tydeligt huske, da min lillebror fik både manuel og el-kørestol. Vi havde mange fornøjelige timer med at suse rundt i dem - også selvom min bror ikke kunne køre den manuelle selv, og først skulle lære den elektriske at kende. For mit vedkommende var legen med til at afmystificere kørestolen – jeg tror, at vi alle skulle blive fortrolige med den – og så var det for os det mest naturlige at prøve grejet af.
Vi skulle også undersøge hans badestol, og senere badebriks og forskellige andre hjælpemidler han havde brug for. Der gik ikke ret lang tid, før vi mistede interessen for leg med hjælpemidlerne, men ganske enkelt accepterede dem som en vigtig og nødvendig del af min brors liv.
Hvis vi skal være fortrolige med ukendte ting, kræver det, at man får lov til at undersøge og udforske. Det er din yngste datter i gang med nu!
Jeg synes, det er helt fint, og tror ikke, at det vil påvirke pigernes indbyrdes forhold. Det er en proces - og den afsluttes i det øjeblik den yngste mister interessen for kørestolen.
Sådan oplevede jeg det, da jeg var barn, - håber at mit svar hjalp lidt på dine tanker!
Mange hilsner fra
Kirstine
Netrådgiver
Panelet ’Menneske til menneske’



















