Spastikeren der nægter at give op
Af Frands Havaleschka
Informationsmedarbejder
Til trods for Jacob Nossells koreanske baggrund er han vokset op i Smørum. Historien om Jacob er ikke en helt almindelig historie. Men det er i bund og grund nok også, fordi Jacob heller ikke er helt almindelig. Og dog.
Dette er historien om en lille koreanerdreng, der
blot tre måneder gammel blev adopteret af en
velfungerende familie i Smørum. Det var i novem-
ber 1987, hvor familieidyllen i den lille smørklat
lidt vest for København, blev tilført skinger barne-
gråd, når knægten ikke ville sove.
Jacob var født med spastisk lammelse og selv
om det senere kom til at påvirke hans
gangfunktion og tale, så har det samtidig været
hans stædige udgangspunkt til at bruge livet
på en positiv måde.
Efter endt skolegang kom han i gymnasiet, og
her begyndte han for alvor at interessere sig
for stand-up. Han snusede jævnligt til atmosfær-
en på Comedy Zoo i København, der er den
største stand-up scene herhjemme.
Samtidig eksperimenterede han selv lidt med comedyformen. Den første pejling på hans humoristiske evner fik de øvrige gymnasieelever smagsprøver på med quiz’en: "Hvad siger Jacob", som han til stor morskab gennemførte i nogle fælles samlingstimer. Det gav ham blod på tanden til at prøve noget mere af samme skuffe.
- Men jeg er godt klar over at jeg er talehandicappet og en talehandicappet komiker lyder som en dårlig joke. Derfor fik jeg ideen til at bruge undertekster, fortæller Jacob, der udviklede sit koncept, så publikum ved hjælp af stikord på et nodestativ, kan følge med i komikken, selv om historien måske ikke kommer som helt klar tale. Senere har han i øvrigt udvidet repertoiret med power-point plancher, der kan nå helt ned til bageste række.
Røret smækket på
Fuld af gå-på mod ringede han til Comedy Zoo i København. Der gik imidlertid ikke mere end et halvt minut, så blev røret smækket på.
- Det ville jeg naturligvis ikke finde mig i, så jeg skrev i stedet en mail, hvor jeg gav udtryk for, at det var en underlig måde at behandle en komiker på, husker Jacob, der var spændt på reaktionen.
- De undskyldte mange gange, og skrev tilbage, at jeg kunne komme ind og få 5 minutter til en åben stand-up aften. Det er aftener, hvor både nye og mere rutinerede stand-up komikere kan komme ind og prøve deres ting af foran et publikum.
- Da det blev min tur og jeg havde været på scenen i kort tid, prøvede den kvindelige bartender at hive mig ned fra scenen igen, fordi hun troede at jeg tog pis på sagesløse handicappede. Der gik altså hendes grænse.
Men da hun fandt ud af, at Jacob ikke spillede spastiker, men var en spastiker, fik han lov at fortsætte.
- De 100 tilhørere tog godt imod mig, men jeg ville lyve, hvis jeg siger, at alle forstod, hvad jeg sagde. Men de klappede helt vildt og kunne godt fornemme at det var sjovt. Og det var mit mål. De skulle gerne grine af det jeg sagde og ikke fordi jeg har et handicap.
Jeg håber de tog fejl
Jacob er meget taknemmelig for,
at han fik chancen, og siden har
han optrådt 50-60 gange på
Comedy Zoo. Han er endnu ikke
accepteret som en af de eta-
blerede stjerner, men han er
med i gamet og får løbende jobs
rundt omkring. Ja, han har endda
været afbilledet i Se & Hør, hvor
han blev beskrevet som stand-
up’eren Jacob Nossell. Jamen, det
kan næsten ikke blive større!
Hvem skulle tro det om den lille koreanerdreng, som lægerne ikke regnede med ville komme til at tale og gå, og som vurderede, at Jacobs hjerne ikke ville udvikle sig videre end til 3-års alderen.
- Man må da håbe de tog fejl, griner Jacob, der i sommer blev matematisk student fra Borupgaard Amtsgymnasium med et gennemsnit på 8,9 - og som i flere år har været fast mand på Spastikerlandsholdet i fodbold!
Prikken over i’et
Men hans jævnlige optræden på Comedy Zoo har også ført til, at han kort før jul blev TV-kendt på DR2 i serien "Det Røde Kapel". Det var et lidt vovet og grænseoverskridende projekt, hvor journalisten Mads Brügger havde fået den skøre idé, at sende komikeren Simon Jul og Jacob Nossell til Nordkorea, der er kendt som et af verdens mest lukkede lande, sammen med et TV-hold.
Mads Brügger havde Simon Jul
på hånden, men manglede lige
prikken over i’et. I’et blev Jacob,
der efter et møde med redak-
tionschef Michael Bertelsen og
en ’ryste sammen weekend med
Simon Jul, fik tilbudt jobbet.
Efter at Jacob fik flyttet sin
eksamen i fysik, sagde han ja til
opgaven, der blev forberedt i
foråret 2006 og udført to uger i
juni, hvor optagelserne fandt sted i Nordkorea. Oplevelserne i det lukkede land kunne tv-seerne følge i fire afsnit i december.
Under optagelserne kom Jacob tæt på Simon Jul, der hjalp ham meget. De ses da også fortsat af og til, når holdet bag Det Røde Kapel samles til nostalgisk hygge, eller de skal ud og holde foredrag.
På højskole
Jacobs næste store projekt er at skrive en bog. Mange mennesker undgår folk med handicap, og tør ikke forholde sig til dem.
- Jeg vil skrive en bog om emnet, hvor jeg går tæt på og forsøger at afmystificere det at være handicappet, fortæller Jacob.
Springbrættet til opgaven er et 16-ugers ophold på Brandbjerg Højskole i Jelling på Journalist-linien, som Jacob i øjeblikket er i fuld gang med at gennemføre. Hans journalistiske talent har allerede ført til en artikel i Vejle Amts Folkeblad om højskoleopholdet.
- Jo, jeg har været heldig i mit liv, og opnået mange ting. Men hvis man ikke selv opsøger heldet, så kommer det ikke, lyder budskabet fra Jacob. Der også sender en venlig tanke til sin familie – far, mor og storesøster, der altid har støttet, uanset hvor skøre ideer og situationer de er blevet præsenteret for.
Fotos: Helle Moos, Frands Havaleschka og René Johannsen, DR






















