Folkeskole eller specialskole?
Jeg mener, at det er uanstændigt at så mange børn med et handicap forlader skolen uden at aflægge en afsluttende prøve.
Da jeg både har gået på specialskole og i folkeskolen , ganske vist for mange år siden, vil jeg give et bud på, hvorfor så mange elever fra specialskoler og specialklasser ikke får mulighed for at tage en afsluttende prøve, der kan give dem en adgangsbillet til det ordinære uddannelsessystem.
Den specialskole, jeg gik på, var meget fokuseret på at behandle handicappet. Eleverne blev ustandseligt hevet ud fra undervisningen. Enten skulle vi til fysioterapi, ergoterapi, svømning, ridning, speciallæge, bandagist, tandlæge m.m. Alt sammen foregik i skoletiden. Det er klart, at man mister en stor del af undervisningen, når man hele tiden skal afbrydes. Dertil kommer at vi aldrig fik lektier for. Holdningen var øjensynligt, at vi jo alligevel skulle have førtidspension, når vi kunne få det.
Man fokuserede mere på elevernes fysiske optræning end på deres faglige standpunkt. For mit vedkommende blev mit fysiske handicap ikke bedre trods de mange terapier. Men hvad der var lige så slemt, eller endog meget værre var, at mit faglige udbytte af undervisningen kunne ligge på et meget lille sted.
Gudskelov opdagede mine forældre mine ringe skolekundskaber. De kunne sammenligne med min tvillingebrors niveau. Efter 1 år på specialskolen, fik mine forældre trumfet igennem, at jeg kom til at gå på samme skole, som min bror, dog en klasse under på grund af min manglende undervisning på specialskolen.
Nogle vil så spørge, hvad så med terapierne? Jeg fik ikke nogen terapier, i hvert fald ikke i skoletiden. Min mor lavede nogle øvelser med mig og min far opsatte en10 m lang gangbarre af nogle vandrør i haven. Det var obligatorisk, at jeg skulle gå 100 m i den hver dag efter skoletid.
Har jeg så manglet terapierne senere? Nej, jeg tror ikke på, at terapierne ville have kunnet forbedre mit handicap væsentligt.
Men jeg føler mig overbevist om, at det, at jeg har fået mulighed for at tilegne mig nogle gode skolekundskaber, som gjorde mig i stand til at tage en højere uddannelse og senere få jobs, har betydet uendelig meget mere for mig, end hvis jeg evt. måske var blevet i stand til at gå nogle få meget alene.
Jo større ens fysiske handicap er, i jo højere grad må man bygge på det faglige niveau. For hvis man ikke er i stand til at bruge sine lemmer normalt i en arbejdssituation, må man satse på et område, hvor man bruger sin faglige kunnen og sit intellekt.
En anden, ikke uvæsentlig gevinst, ved at gå i normalklasse, hvor vi var 32 elever uden støttepædagog, støttelærer eller praktisk hjælper, var, at jeg fik lært at klare mig på egne præmisser.
Og jeg fik et normalt forhold til mine kammerater, uden at jeg blev stemplet som mere afvigende, end jeg var. Der var selvfølgelig nogle ting, jeg måtte bede mine kammerater om hjælp til, men det faglige havde jeg check på. Og det gav mig en stor tilfredsstillelse.
Jeg hører ofte, at forældre til handicappede børn, er tilbageholdende med at sende børnene i normalklasse af frygt for, at de skal blive mobbet.
Al den tid, jeg har gået i normalklasse, har der aldrig været et ondt ord mellem mig og mine kammerater. Den første skoledag ankom jeg på min trehjulede cykel midt i skolegården. Det varede ikke længe før alle skolens 1100 elever stod i en tyk kreds rundt om mig. Jeg husker det tydeligt. Men det var i virkeligheden vældig godt. Så fik de lejlighed til at se mig, stille spørgsmål til mig og få deres naturlige nysgerrighed stillet.
Nogen mener måske, at tiderne er forandret fra dengang, og børn er mere ubarmhjertelige nu. Men hvis de får saglig oplysning om handicappets art, har de fleste børn forståelse.
Da vores datter gik i skole, var der heller ingen problemer. Jeg kom ofte på skolen både til undervisningen, til forældremøder og andre arrangementer. Ligesom hendes kammerater kom hjem til os.
Men det er ikke kun forældrene, der er ængstelige. Det er i høj grad også psykologer og dem, der skal rådgive om, hvor børnene skal gå i skole.
En specialskole eller klasse er udmærket for de elever, der af intellektuelle grunde ikke kan klare at gå i normalklasse. Men det er meget ødelæggende for selvrespekten hos de børn, der godt kan klare en normalklasse evt. med hjælp. Det er jo sådan, at man spejler sig i og agerer efter dem, man er sammen med. Og jo højere ens selvrespekt er, jo flere udfordringer tør man tage op.
Jeg har skrevet min selvbiografi ”Banebryderen”, hvor jeg bl. a. beskriver mit år på specialskolen og de gode år i folkeskolen.
Bogen kan købes for kr. 75 + 20 i forsendelse enten hos Spastikerforeningen eller hos undertegnede.
Af Formand for Spastikerforeningens Fynskreds,
Socialrådgiver
Birgit Rasmussen,
E-mail: birgit.r@mail.dk
