Seneste Nyheder

Det var i 2008, at den dengang 18-årige Caroline Cecilie Nielsen fik sin største sportslige oplevelse, da hun sammen med sin hest Rostorn’s Hatim-Tinn vandt en bronzemedalje i dressur under De Paralympiske Lege i Kina.

Men de første oplevelser med at sidde i sadlen som barn tydede ikke på, at hun skulle nå så langt. Caroline er spastiker og opvokset i Gl. Holte. Som seks-årig skulle hun begynde til ridefysioterapi, men det startede ikke lovende.

- I begyndelsen ville jeg ikke derhen, jeg var bange for ridningen, og det var en kamp at skulle af sted. Men jeg blev overtalt til at fortsætte, fortæller Caroline og uddyber, hvorfor ridning var vigtigt:

- Ridning er fysioterapi, jeg bliver fysisk dårligere, hvis ikke jeg rider, og det er fordi ridning stimulerer mine spastiske muskler og styrker min balance. Hestens bevægelser og varme kan mærkes op igennem kroppen, og musklerne slapper af og forbedrer min motorik.

På landsholdet
Caroline blev efterhånden glad for at ride, endda så meget at hun begyndte at dyrke ridning som sport, og samværet med hesten er i dag lige så livsvigtigt for hendes fysik som at trække vejret.

- Min ridning blev mere seriøs, da jeg var til DM som 12-årig, siger Caroline, der har gået på to forskellige rideskoler og været en del af landsholdet i handicapridning siden 2007.

Som 12-årig fik hun sin første hest, Monique, som hun havde i fem år. Den klarede stævnerne fint nok, men i dag kan Caroline se, at hesten ikke havde den rigtige psyke.

Et halvt år før Caroline skulle til PL i 2008 fik hun en ny hest, Rostorn’s Hatim-Tinn, der altså sikrede hende bronze. Hesten er ifølge Caroline meget frisk, men har på sigt et stort potentiale.

I dag er hun ved at tage 3.G på idrætsgymnasiet Oure, hvor hun følger ridelinjen, der giver hende mulighed for at dyrke sin sport ved siden af.

Hvis man spørger Caroline, hvorfor ridning er spændende, får man svaret:

- Det er interessant at være i ét med et dyr. Det er ikke som at tage en håndbold eller en golfkølle og så gå i gang. Jeg kan for eksempel ikke sige, at i dag vil jeg træne lige præcis det eller det, for hvis min hest ikke vil, så kan jeg heller ikke komme i gang, og det er en udfordring, forklarer Caroline, der træner 1-2 gange om dagen i fem timer af gangen – det er dog også med tid til opsadling og til at dyrke det sociale liv på ridecenteret.

Syret oplevelse
Pga. hendes handicap kan Caroline ikke holde en almindelig tøjle, og hun har fået syet en særlig saddel.

Caroline er klassificeret efter sit handicap og er i grad II, hvor grad I er de hårdest ramte handicappede. Ryttere i grad II har lidt mere kontrol og kan skridte og trave.

Hendes største oplevelse som rytter er – ikke overraskende - PL i 2008.

- Det var syret at være en del af det danske landshold. Jeg håbede på en god placering og ville være tilfreds med at ende i top 10, men så fik jeg bronze, husker Caroline.

Til gengæld var det en helt anden og meget frustrerende oplevelse, som hun fik i 2007, hvor hun skulle til VM i England.

Hendes daværende hest ville ikke gå ind på banen, og så var der ikke så meget at gøre. Årsagen var nok, at hesten havde været igennem en hård træningsperiode og derudover på en lang rejse derover.

Den næste store udfordring er VM i september i Kentucky i USA, hvor Caroline satser på en top 5 placering.

Derefter er håbet, at kvalificere sig til De Paralympiske Lege i 2012, men det er ikke gratis, så derfor er hun på jagt efter sponsorer, der kan hjælpe med at opfylde hendes mål.