Vokset op bag en computerskærm
I forbindelse med en kompliceret hjerteoperation, da han var 1½ år gammel, fik Andreas Kjerulf langvarigt hjertestop og som en følge deraf spastisk lammelse.
I dag, 20 år efter, arbejder Andreas med sin store interesse,it, – det har dog ikke været nemt at nå så langt.
- Fra jeg var lille, var jeg på grund af mit dårlige hjerte og min spasticitet ude af stand til at lege som andre børn. Jeg har meget af min barndom ofte siddet sammen med min 12 år ældre bror og hans venner, hvor jeg så dem gå gennem hele udviklingen med pc-udstyr og spil fra begyndelsen af 90´erne. Jeg er sådan set vokset op bag en skærm. Mine forældre støttede min interesse ved at købe godt udstyr, og jeg havde faste skolekammerater, der ofte kom på besøg. Min bror og onkel arbejdede senere med it, så jeg havde altid nogen at diskutere med. Jeg har også altid interesseret mig for computerspil, og når man spiller computerspil, lærer man en hel masse engelsk. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg vidste mere om computere end de fleste andre, fortæller Andreas om baggrunden for interessen for it.
- Da jeg blev ældre viste det sig, at jeg havde flere kognitive problemer og nedsat hukommelse, især korttidshukommelse og besværet indlæring. Jeg har koncentrationsbesvær og kan ikke læse lærebøger, men såfremt jeg får oplæst, husker jeg bedre, siger Andreas.
Problemer med skolen
Han gennemførte almindelig folkeskole i Svendborg, men havde først støttelærer i de sene klasser. 9. klasse tog han på Fåborgegnens Efterskole, hvor resultatet blev gode karakterer blandt andet via relevant lektiehjælp.
- I 2005 flyttede jeg til Gentofte med min mor. Jeg havde stadig interesse for it og ville gerne arbejde med service evt. ved helpdesk. Jeg havde et stærkt ønske om at få et arbejde og ansøgte om revalidering, men sagsbehandlingen trak ud. Jeg startede i mellemtiden på TEC i Lyngby for at blive it-supporter. Vi havde fremsendt neuropsykologiske papirer og henvendt os inden studiestart for at orientere om mine problemer, siger Andreas.
Det var ikke muligt at få den nødvendige studiehjælp, da skolen kun kunne finde ud af at hjælpe ordblinde eller autister. TEC havde med andre ord meget lidt forståelse for Andreas’ specifikke problemer. Til de fag, hvor han ikke fik hjælp, dumpede han eller fik dårlige karakterer.
Efter et møde med skolens leder, der erkendte den manglende hensyntagen til Andreas’ handicap, blev konsekvensen, at Andreas skiftede til TEC Ballerup. Der blev givet noget støtte og enkelte hjælpemidler, men familien hjalp også med at strukturere stoffet.
Gode karakterer
Igennem hele forløbet modtog Andreas råd og vejledning fra Spastikerforeningens psykolog og socialrådgiver.
- I foråret 2006 blev jeg godkendt til revalideringsforløb og fik praktikplads i it-afdelingen på Gentofte Rådhus efter to vellykkede praktikophold i bl.a. IBM. Min bror var selv i it-branchen og hjalp mig med at skaffe de to praktikophold på en uge tidligt i mit forløb for at dokumentere min interesse for faget. Jeg tror, at det var på grund af min allerede erhvervet interesse for computerverdenen, at mine praktikophold var vellykkede. Jeg fik også pæne udtalelser fra begge steder, fortæller Andreas.
Selve uddannelsen som it-supporter kunne Andreas ikke gennemføre på fuld tid, så arbejdstiden blev nedsat til 27 timer, hvilket forlængede uddannelsen med et halvt år. Til gengæld gennemførte Andreas uddannelsen med gode karakterer.
I dag er han, 22 år gammel, ansat i beskyttet stilling 27 timer ugentligt med lønkompensation i IT-afdelingen på Gentofte Rådhus.
- Jeg får mindstelønnen for 37 timer ugentligt og har nu en mentor, der støtter mig i strukturering af min hverdag - det er mit helt store problem. Jeg har med tiden fået selvstændige arbejdsopgaver, men det kan være svært at skulle huske sine stressede kolleger på at tage hensyn en gang imellem, forklarer Andreas, der er havnet på rette hylde.
- Jeg synes it er spændende; der er konstant udvikling, og man kan udrette så meget med det. At servicere er spændende, jeg er efter sigende god til at forklare andre (brugerne), hvordan tingene fungerer og rette evt. fejl. Jeg er blevet generalist inden for it, derfor kan jeg hjælpe de fleste, slutter Andreas.



















